Lyt til artiklen:

Sådan sparer du penge på dit lyskædeforbrug

00:00
Hastighed: ???x
02:52

Abonnementsartikel

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det er igen højsæson for lyskæder. Vi danskere er vilde med lyskæder. Faktisk så vilde, at en million nye lyskæder er rykket ind hos danskerne fra 2016-2020. Det viser nye tal fra Energistyrelsens Elmodel Bolig.

Men lyskæderne belaster klimaet og med de høje elpriser, vi ser i øjeblikket, vil lyskæderne både belaste elregningen og klimaet mere end nødvendigt, fordi mange af dem brænder i døgndrift, fortæller fuldmægtig Daniel Benner fra Energistyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med få ændringer kan du spare lidt på din elregning uden at gå på kompromis med lyshyggen - og bruge pengene på noget sjovere.

- Vi glemmer ofte at slukke lyskæderne eller får ikke taget dem ud af stikkontakten hver dag. Det giver en masse lys, som ingen har glæde af, og det kan vi hver især gøre noget ved. Og så kan vi gå efter de bedste lys, siger Daniel Benner.

Spar 70 procent af elforbruget

Konkret anbefaler Energistyrelsen at købe LED-lys og bruge en timer til lyskæderne. Det er også kendt som et døgnur eller et tænd/sluk-ur.

- Med et tænd/sluk-ur kan du styre, hvornår dine lyskæder skal lyse. Du kan f.eks. spare 70 procent af energiforbruget, ved at lyskæderne lyser fra kl. 16-23 i stedet for døgnet rundt. Det er både en hjælp til klimaet og din elregning. Med så mange lyskæder i hjemmene vil det have en mange bække små-effekt, hvis vi kan ændre vores lyskædevaner, siger Daniel Benner.

Et tænd/sluk-ur kan købes for under 50 kr. i f.eks. byggemarkeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du kan også købe LED-lyskæder med indbygget timer og lavt elforbrug, så opnår du en økonomisk besparelse og samtidig udleder julehyggen mindre CO2.

Se flere gode råd på SparEnergi.dk/lyskaeder

Lav flere beregninger på dit elforbrug af apparater

Fakta om lyskæder

Danskerne har tilsammen ca. 4,2 mio. lyskæder. Det er en stigning på 1 million lyskæder i perioden 2016-2020. Heraf er ca. 0,5 mio. fremme året rundt.

Ved at sætte styring på, så lyskæderne f.eks. kun er tændt fra kl. 16-23 i stedet for hele døgnet, kan du spare 70 % af strømforbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du udskifter en lyskæde med 100 glødepærer til en lyskæde med 100 LED-pærer, kan du spare op til 657 kr./året og 59 kg. CO2.

Du kan også spare strøm ved at vælge lyskæder med lavt elforbrug. Elforbruget fra LED-lyskæder varierer fra under 1 watt til over 30 watt. Du kan se effekten for din lyskæde på pakken.