Lyt til artiklen:

Gode råd til at undgå trailerulykker

00:00
Hastighed: ???x
03:41

Abonnementsartikel

Haveaffald rimer på trailer. Sådan da, men når efteråret gør sit indtog, spænder danskerne troligt traileren bag vognen og kører i pendulfart mellem haven og genbrugspladsen med haveaffaldet, inden den første frost melder sin ankomst. Det skriver Freetrailer.

Men national trailerrutine til trods, så er påhængsvognen ikke altid den naturlige forlængelse af bilen, som vi ønsker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Vejdirektoratet er udviklingen for trailerulykker stigende og siden 2010 er ulykkestallet for både materielskade samt personskade vedrørende personbiler med trailer steget fra 144 årlige ulykker til 232.

Det er en stigning på 62 procent på blot ti år. Alligevel er det ikke noget, som giver sved på panden hos Dansk Kørelærer-Union.

- Selvom statistikkerne peger på en stigning i årlige ulykker, mener jeg ikke, at det er et udtryk for, at danskerne er blevet dårligere til at køre med trailer. Folk er dels blevet mere interesseret i at tage trailerkort, dels er bilisterne også blevet bedre til at tage flere kørekurser, hvor de blandt andet lærer at bakke og montere traileren korrekt på bilen. Så jeg ser helt sikkert en stigende interesse fra danskernes side, når det gælder om at lære de rette teknikker, for at køre sikkert med trailer, siger Bent Grue, der er landsformand i Dansk Kørelærer-Union.

Freetrailers gode råd

Det stigende antal trailerulykker giver heller ikke udsigt til bekymringer hos Stig Søeborg, der er servicechef for Danmarks største trailerudlånsvirksomhed, Freetrailer. I stedet opfordrer hun til at følge nogle simple råd.

- Traileruheld opstår oftest, når folk bliver stresset. Skal det lykkes at bakke en trailer ind i gården, hviler succesen på tålmodighed, så man netop ikke kommer til at føle sig presset, hvis der pludselig opstår en uventet situation. Når man først har vænnet sig til at køre med en anhænger efter bilen, og lært de gængse køreregler der er gældende for trailerkørsel, så er der ingen ben i at køre med trailer, siger Stig Søeborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stig Søeborg kan groft sagt koge årsagerne til uheld ned til uvidenhed, utålmodighed og usikkerhed. Alt sammen udfordringer, som kan løses med nogle simple råd og regler bag rettet.

1. Ret op. Det største kunststykke for mange er at bakke med en trailer. Her skal du bare huske altid at køre bilen langt nok frem, så du retter traileren op bag dig, inden du sætter i bak. Er traileren ret bag dig, er det bare at holde retningen.

2. Flyt hænderne på rattet. Tag fat i den nederste del af rattet, når du bakker. Derefter drejer du rattet i den retning du ønsker at styre traileren. Hvis du vil bakke til venstre, skal du dreje den nederste del af rattet til venstre.

3. Brug motoren til at sænke farten. Når du skal bremse, så slip speederen og lad motoren bremse for dig. Det er mere brændstoføkonomisk og sikrer en rolig nedbremsning. Hvis det er nødvendigt at bremse akut, så gør det i så lige linje som muligt. Det sikrer, at en tungt læsset trailer ikke skrider ud bag dig.

4. Overhold reglerne. Fart dræber, og den maksimale hastighed for kørsel med anhænger er 80 km/t. Sørg for at holde den rigtige hastighed. Når du pakker traileren, så husk også at overholde lasteevnen, at pakke traileren med vægten jævnt fordelt og skulle en planke eller et træ stikke ud over trailerkanten, så er det dit ansvar at binde en klud om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

5. Slap af. Den måske vigtigste trailerregel er, at du ikke skal stresse dig selv. Tag dig god tid med traileren og vær tålmodig. Det er bedre at komme sikkert, men senere frem, end at bruge en halv dag i røret med forsikringen.