Lyt til artiklen:

Nyt ulvepar har formentlig etableret sig i Skjernreviret

00:00
Hastighed: ???x
02:03

Abonnementsartikel

En enlig hunulv i Sydvestjylland har efter al sandsynlighed fået en mage. Det vurderer forskerne fra den danske ulveovervågning. De forventer, at parret får unger til foråret.

Parallelle spor af to ulve, som følges ad, er siden september blevet set gentagende gange i Sydvestjylland. Det ene sæt poter er lidt større end det andet, og det tyder på, der er tale om en han og en hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulveparret optræder også på fotos taget af en borger, som færdes i området med sit kamera, og seneste har et vildtkamera den 27. november registeret to ulvelignende dyr på samme billede.

Til sammen tyder observationerne på, at endnu et ulvepar nu har etableret sig i Danmark. Det vurderer forskerne fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som sammen overvåger ulvene for Miljøstyrelsen.

Hunulv tiltrækker en han

Siden januar 2020 har en dansk født hunulv levet alene i Skjernreviret, og det overrasker derfor ikke forskerne i ulveovervågningen, hvis hun har tiltrukket en han.

De forsøger nu at identificere den nye hanulv ud fra en række spytprøver taget ved bidmærker på nedlagt hjortevildt og afføringsprøver samlet i reviret igennem efteråret. Det er frivillige fra den nationale ulveovervågning, der står for eftersøgningen, hvor de indsamler DNA-spor på vejene i området og leder efter sporforløb.

Hvis analyser af det indsamlede materiale bekræfter, at der er tale om et nyt ulvepar, kommer der sandsynligvis ulveunger i løbet af foråret 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen grund til frygt

- Mennesker behøver ikke være bange for ulvene, selv om der kommer flere til i Skjern-reviret i løbet af foråret, understreger specialkonsulent i Miljøstyrelsen, Lasse Jensen.

- Ulve undgår mennesker, og der er ind til nu ikke observeret problematisk adfærd hos danske ulve.

Skulle en ulv i Danmark miste sin skyhed over for mennesker og begynde at blive nærgående, vil Miljøstyrelsen sørge for, der bliver iværksat afværgeforanstaltninger og om nødvendigt sørge for, at ulven bliver aflivet.