Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Klamphuggerne havde travlt i 2021
Sikkerhedsstyrelsen modtog i 2021 i alt 161 anmeldelser om uautoriseret udført arbejde på el- og vvs-området. Det er en markant stigning i forhold til det tilsvarende tal fra 2020, hvor der kun var 90 anmeldelser.
- Kravet om autorisation har vi, fordi der knytter sig en betydelig risiko til el- og vvs-arbejde - så det er bestemt ikke for de uindviede. Selvom tallet måske ikke lyder voldsomt, er det en bekymrende udvikling - især med tanke på, hvor alvorlige konsekvenser, det kan have, når el- og vvs-arbejde udføres forkert, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:
- Fra tidligere undersøgelser har vi grund til at tro, at de anmeldte sager blot er toppen af isbjerget. Formentlig udføres der langt mere uautoriseret arbejde i de danske hjem, som aldrig bliver anmeldt. Derfor er er tendensen i de nye tal også så meget mere bekymrende.
Mange politianmeldelser
Ud af de indkomne anmeldelser endte 109 med en politianmeldelse, hvilket er en fordobling i forhold til 2020 (54).
- Det er positivt, at så mange sager følges til dørs, for det viser, at overtrædelserne bliver taget alvorligt, vurderer Simon O. Rasmussen.
Desuden glæder han sig over, at kun 1 af de anmeldte sager fortsat er under behandling.
- Det er vigtigt, at sagerne bliver behandlet hurtigt og effektivt, så de firmaer eller enkeltpersoner, der overtræder autorisationsreglerne kan mærke, at det har en konsekvens, når man fifler med fagområder, man ikke har den nødvendige autorisation og faglighed til at beskæftige sig med, siger Simon O. Rasmussen.
Stadig ulovlig annoncering
Ud over anmeldelserne om uautoriseret udført arbejde, har Sikkerhedsstyrelsen også modtaget 108 anmeldelser om ulovlig annoncering. Og selvom der er tale om et fald fra 145 anmeldelser i 2020, er antallet i 2021 stadig blandt de højeste de senere år.
- Det viser desværre, at der fortsat er alt for mange, som pynter sig med lånte fjer og reklamerer med, at de kan udføre opgaver, som de ikke har kompetencerne til. Og det er naturligvis vigtigt, at man også fremadrettet har fokus på at sætte ind overfor den ulovlige annoncering, siger Simon O. Rasmussen.