Lyt til artiklen:

Pragtfuld prærievognsferie

00:00
Hastighed: ???x
03:29

Abonnementsartikel

De sidste par år er danskerne myldret ud i naturen. Campingpladser og skove med shelters har kronede dage, og det er der ikke noget at sige til.

Mange har droppet de lange flyveture på grund af bekymring for miljøet, og endnu flere er i disse tider ikke meget for at drage til udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har man ikke mindst mærket hos Sydfyns Heste- og Prærievognsudlejning.

- For tre år siden havde jeg en rigtig god sæson. Det var fordi, der var en stemning i befolkningen om, at det var godt at holde ferie herhjemme, og at det ikke var godt at flyve på grund af klimaet. Så kom coronaen, og så skal jeg ellers love for, at der kom gang i den, fortæller Henning Hansen, der står bag de utraditionelle ferieture.

rich-media-2
Efter op til tre timers kørsel er der lejrliv på programmet. Privatfoto.

Alle kan være med

I den smukke sydfynske natur går omkring 46 heste rundt og venter på, at sæsonen snart går i gang. Hestene er alle trænet til at trække de 18 prærievogne, som Sydfyns Heste- og Prærievognsudlejning råder over.

Og selv om det måske kan lyde lidt udfordrende at skulle styre to store heste, så kræver det ikke forudgående kendskab til heste at være med.

- Folk får instruktion på førstedagen, og så er man klar til at køre næste dag. Man kører på en rute, hvor der er fem lejrpladser. Her spænder man fra og tilbringer resten af dagen, og så kører man videre næste dag, siger Henning Hansen, der efter 35 år med udlejning af prærievogne har styr på sagerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal da have lidt gå på mod for at tage på tur med prærievogn, men man kommer langt med almindelig sund fornuft. Og vi følger med folk på vejen, indtil de er trygge, siger han.

- Og så tager selvfølgelig ud og hjælper, hvis der er behov for det, men ellers klarer folk sig selv. Det kan langt hovedparten finde ud af.

Plads til fem

Prærievognen er indrettet som beboelsesvogn med sengeplads til fire personer. Den indeholder blandt gasblus, et bord, køleboks med USB til opladning via solceller, kemisk toilet og diverse køkkengrej. Der må maksimum være fem personer per vogn, deriblandt mindst én voksen.

- Vores kunder er meget blandende. Der er selvfølgelig mange forældre med børn, men der er også ofte unge mænd eller kvinder, der bare vil på en utraditionel ferietur sammen. Og der er bedsteforældre, institutioner, efterskoler, højskoler og så videre, fortæller Henning Hansen.

Man kan vælge forskellige former for ture med prærievognen. Man kan tage af sted i en uge eller en weekend, hvor en dag typisk byder på op til tre timers kørsel og lejrliv på udvalgte lejre. Man styrer selv planlægningen, og foran vognen går to rolige heste, der har taget turen mange gange.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er typisk fjordheste, der trækker vognen, fordi de har både styrken og temperamentet til at kunne finde sig i alt. Det er sikre heste, som magter situationen, beroliger Henning Hansen.

rich-media-5
De rolige jordheste er vant til lidt af hvert. Privatfoto.

Tæt på naturen

Med hestevognsferien får man en oplevelse, hvor man kommer tæt på naturen nær både skov og strand. Og det hele foregår i et tempo på omkring fire - fem kilometer i timen. Det kan ske sammen med andre, eller man kan tage af sted for sig selv.

Uanset hvad, så får man en oplevelse for livet - ikke mindst børnene.

- Vi har en del, som kommer igen. Men der kommer også nogen, der har prøvet det selv for 30 år siden, og nu vil de så vise deres børn, hvordan det var, siger Henning Hansen.

Har man lyst til at drage ud på prærieferie, er det en god idé at booke i god tid. I dag er det kun få tilbage i Danmark, der tilbyder den fantastiske ferieform, og i disse tider går det stærkt.