Lyt til artiklen:

Jongshøj i dobbelt udgave

00:00
Hastighed: ???x
02:32

Abonnementsartikel

Husqvarna og Stihl er de to altdominerende mærker, som fylder rigtig meget hos maskinleverandøren til Have og Park-segmentet, Jongshøj Maskiner på Vestsjælland. Efter 1. marts er det blevet endnu tydeligere, for antallet af maskiner og medarbejdere er nærmest fordoblet i forhold til februar. Indehaver Henrik Jongshøj har nemlig overtaget den lokale Slagelse-konkurrent, Skov & Havehuset, og har slået virksomhederne sammen på den eksisterende adresse på Stillingevej.

- Vi samler kræfterne her i huset og beholder alle medarbejderne fra Skov & Havehuset, så vi nu er 14 personer, der kan varetage både salg, værksted og udkørende service, fortæller Henrik Jongshøj til Fritidsmarkedet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Nye mærker i sortimentet

Fordelingen mellem private og professionelle kunder er cirka 50/50, og det bliver der ikke lavet om på, for man har ekspertise i begge lejre.

Selvom Husqvara og Stihl fylder mest hos Jongshøj, er der kommet nye mærker på hylderne til det professionelle segment. Det er de danskproducerede Timan redskabsbærere samt de amerikanske Ferris græsklippere.

- Begge er anerkendte mærker, som leverer topprofessionelle kvalitetsmaskiner, så jeg er naturligvis meget tilfreds med at få dem begge i sortimentet, siger indehaveren.

Robot-hotel

Han fortæller, at robotklippere er noget af det, der for alvor vækster i disse år, og derfor har Jongshøj - som sidste år byggede en ny stor lagerhal - forskellige servicepakker, der tilbydes til nye kunder.

- Vi tilbyder en serviceaftale, hvor vi kommer og sevicerer robotterne, og efter sæsonen henter vi dem og placerer dem på vores robothotel, indtil de om foråret igen skal på græs. Det er meget populært, især blandt private, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
Der er godt fyldt på hylderne i robothotellet hos Jongshøj Maskiner. Foto: Torben Jastram.

Denne vinter har Jongshøj haft cirka 250 robotklippere på "hotel", men det tal vil utvivlsomt vokse efter den forestående klippesæson på grund af overtagelsen af Skov & Havehusets kunder.

Jongshøj har desuden et team af udkørende folk, der tilbyder nye kunder at komme ud og fræse ledninger ned, når de investerer i en robot til plænen.

Stort varelager

En større forretning betyder også flere kunder, og derfor har Henrik Jongshøj været på forkant med at bestille varer hjem.

- Leverandørerne er under pres i disse tider, hvor leveringen er blevet en kæmpeopgave. Derfor har vi været meget opmærksomme på at få opbygget et betydeligt varelager. Det er vigtigt for os med et stort udvalg, men det er lige så vigtigt, at man kan levere hurtigt, og det har vi heldigvis været i stand til foreløbig, lyder det fra Jongshøj Maskiners indehaver.