Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Landejendomme er i høj kurs
Det er ikke kun i H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling, at der er så dejligt på landet. Også at dømme efter salget af landejendomme tyder udviklingen på, at livet landet står i høj kurs, når danskerne skal vælge den næste bolig. Det skriver ejendomsmæglerkæden Estate i en pressemeddelelse.
Siden februar 2019 og til februar 2022 er antallet af landejendomme til salg nemlig faldet med 35 procent, så der lige nu kun er 1.134 landejendomme til salg på landsplan. Det fremgår af tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
En rundringning til de af Estates mæglerforretninger, der sælger landejendomme, bekræfter ifølge kædens presseansvarlige, Thomas Hovgaard, at der er stor efterspørgsel på landejendomme i øjeblikket.
- Vi har under Corona set mange købe sommerhus og udskifte boligen i byen med en på landet, men tendensen startede allerede, før pandemien ramte boligmarkedet. Der er i disse år en øget opmærksomhed på natur og bæredygtighed, som har fået flere til at lede efter en bolig, hvor de kan kombinere en funktionel bolig med adgangen til naturen og muligheden for for eksempel at dyrke have og holde dyr, og det kan man med en landejendom, siger Thomas Hovgaard.
Han peger også på økonomi som en forklaring på det faldende udbud af landejendomme.
- Vi har i årevis set boligpriserne stige i både de store byer, men også i de mindre byer. Man kan derfor få mere bolig for sine penge på landet, hvor man typisk også har lavere ejendomsskatter, fordi boligerne ligger i landzone. Samtidig kan man også få mere fred og ro, da man typisk ikke bor klods op af sine naboer, siger Thomas Hovgaard.
I Estate er forventningen, at interessen for at bo på landet vil blive ved med at stige de kommende år.
- Både fordi interessen for natur og det simple liv er i vækst, men også fordi den digitale infrastruktur og erfaringerne fra Corona med mere hjemmearbejde gør det muligt at bo langt fra sin arbejdsplads, siger Thomas Hovgaard.