Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Intelligente papegøjer taget i tolden
I sidste uge stoppede toldere i Københavns Lufthavn en rejsende fra Mellemøsten med to levende papegøjer i bur. Da den rejsende ikke havde de korrekte papirer på dyrene, blev papegøjerne, der er af arten grå jaco, tilbageholdt.
- Det er meget vigtigt, at vi får stoppet den ulovlige handel med papegøjer. Papegøjerne i denne sag er af arten grå jaco. Grå jaco er i CITES opført som en meget truet art, fordi de vilde bestande er gået stærkt tilbage i Afrikas vilde natur. Årsagen er især, at fuglene i stor stil blev indfanget i naturen og derefter solgt som kæledyr eller avlsdyr, siger biolog Maj Friis Munk fra Miljøstyrelsen.
Washingtonkonventionen (CITES) kontrollerer handlen med vilde dyr og planter. Kontrollen sker gennem overvågning og regulering af den internationale handel. Målet er kun at tillade en bæredygtig handel. Det vil sige, at man ikke fjerner en større del af bestandene af vilde dyr og planter, end bestandene kan bære.
Stor efterspørgsel på talende papegøjer
- Om de to fugle, der blev tilbageholdt i Københavns Lufthavn er taget fra naturen eller er udklækket i fangenskab af forældre, der er indfanget i naturen ved vi ikke, da fuglene ikke var fulgt af de dokumenter, der ville have oplyst dette. Der er en stor efterspørgsel på de grå papegøjer, der er kendt for at være intelligente, lærenemme og have et betydeligt talent for at tale, siger Maj Friis Munk.
I praksis betyder det, at det kræver særlige tilladelser at importere visse planter og dyr, levende som døde. I mange tilfælde er handlen af visse arter dog helt forbudt. Mere end 30.000 dyr og planter er omfattet af CITES, der skal kontrollere handlen med dem. Godt 1.000 arter er så stærkt truede, at al handel er forbudt. For de øvrige dyr og planter skal du have en særlig tilladelse til import og eksport.
Hyppige gæster i tolden
- Det er ikke hver dag vi ser rejsende med papegøjer, men vi ser med jævne mellemrum rejsende, der forsøger at medbringe dyr og planter uden at have papirerne i orden. I dette tilfælde er papegøjerne omfattet af Washingtonkonventionen, også kaldet CITES, og derfor blev de tilbageholdt, siger Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.
Er du i tvivl om, hvilke dyr og planter der er truede, kan du læse mere om CITES på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Sagen er overgået til Københavns Politi.