Lyt til artiklen:

Nu kommer de store elplæneklippere

00:00
Hastighed: ???x
04:42

Abonnementsartikel

De fem klubber deltager i EU-projektet Bæredygtig Bundlinje 2.0, som hjælper virksomheder i Hovedstadsområdet med grøn og cirkulær forretningsudvikling. I Hørsholm Golf betyder den grønne omstilling, at medlemmerne i den kommende tid vil kunne se en elektrisk robotplæneklipper, der ubemandet klipper græs på banen.

- Vi undersøger, om det kan betale sig at skifte fra dieselmaskiner til eldrevne robotklippere i vores maskinpark. Vi ser her både på, hvor meget CO2-aflastning, besparelse på brændstof og ekstra arbejdstimer, vi kan få ud af det, forklarer chefgreenkeeper Anders Kamp Mortensen .

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis det går godt, kan vi sætte robotterne til at klippe fairways og semirough. Den arbejdstid, vi sparer her, kan vi i stedet bruge på at forbedre kvaliteten på greens og bunkers.

Testprojektet gennemføres i samarbejde med Husqvarna-koncernen, som leverer en GPS-styret testmodel. Eksperter fra Bæredygtig Bundlinje 2.0, som er støttet af EU's Regionalfond med 13,9 mio. kr., har hjulpet med at kortlægge og analysere golfklubbens nuværende energiforbrug og med at finde relevante samarbejdspartnere.

rich-media-2
De store dieselslugende maskiner står over for en udskiftning i Hørsholm Golf. Afløseren kører på el - og gør det selv. Pressefoto: Hørsholm Golf .

Markant klimaaflastning

Bæredygtig Bundlinje 2.0 arbejder med 100 virksomheder, der er på forskellige stadier i projektet. Virksomhederne får en voucher på ca. 50.000 kr., som de kan "købe ind for" i projektets mange tilbud og forløb.

Den potentielle miljøgevinst i projektet er høj: Hvis alle deltagende virksomheder implementerer indsatserne fra deres nye, grønne forretningsmodeller, vil det samlet set give en årlig besparelse på over 5.916 tons CO2. På samme måde kan virksomhederne potentielt spare 50.500 gigajoule på energiregnskabet og 889 tons materialer - hvert eneste år.

Lise-Lotte Schmidt-Kallesøe, seniorprojektleder i Gate 21:
- Og så er der alt det, der ikke kan måles: Kompetenceløftet, begejstringen og den grønne modningsrejse i virksomhederne. Vi plejer at sige, at vi har skabt succes, når vi efterlader en virksomhed, der er blevet tændt af den grønne ild, for det har stor betydning for os, når virksomhederne efter vores projekt gerne skal videre i deres grønne omstilling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
For andet år i træk har Hjortespring Golfklub valgt at brænde græsset i roughen af i stedet for at slå det og køre det væk. Foto: Hjortespring Golfklub.

Golfunion vil sprede erfaringer

Dansk Golf Union er partner i Bæredygtig Bundlinje 2.0, og de deltagende golfklubber ud over Hørsholm Golf er Albertslund Golfbane, Hjortespring Golfklub, Smørum Golfklub og Hedeland Golfklub. Klubberne mødes regelmæssigt som en del af deres deltagelse i projektet og deler deres erfaringer med fx bioaffald, omlægning af vognparker, øget biodiversitet, løsninger til at undgå affald på baner og bedre affaldssortering.

Golfunionens banechef, Torben Kastrup Petersen, siger:

- Vores rolle er at få viderebragt de gode erfaringer, så den dybe tallerken ikke skal opfindes flere gange. Og vi håber at kunne sprede de gode erfaringer fra Bæredygtig Bundlinje 2.0 til flere klubber, når projektet stopper mod slutningen af 2022.

Torben Kastrup Pedersen forklarer, at den grønne omstilling har stået på i golfklubberne i nogle år efterhånden:

- I begyndelsen af projektet handlede det meget om at kortlægge energiforbrug, så kom de grønne regnskaber, og nu har vi en klimadagsorden. Her har golfklubberne meget at byde ind med, fordi de råder over relativt store arealer, som kan bidrage positivt til fx øget biodiversitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afbrænding gavner i Hjortespring

Hjortespring Golfklub har arbejdet med grøn omstilling i en del år, og det har især handlet om affaldssortering. Med hjælp fra Bæredygtig Bundlinje 2.0 har klubben nu fået tal og data, der viser, hvilke metoder der bedst kan betale sig, og det har vendt om på gamle rutiner.

Chefgreenkeeper Tonny Jensen:

- Vi plejer at passe vores arealer ved at slå græsset og køre det bort. Men så fik vi lavet en rapport, der viser, at kontrolleret afbrænding er den løsning, der bedst kan betale sig. Så det gør vi på andet år nu, og det giver både mindre CO2-belastning og skaber øget biodiversitet, der gavner dyrelivet - og i sidste ende også vores medlemmer.

Kontrolleret afbrænding er en gammel plejemetode, som er ved at vende tilbage i Danmark. Primært på hedearealer, men også i golfklubber. Udover Hjortespring Golfklub har også Hørsholm Golf benyttet sig af metoden, og i Jylland er metoden også benyttet på golfbaner.

- Afbrænding er med til at fjerne næringsstoffer fra jorden og fremme en varieret og naturlig rough, siger Torben Kastrup Petersen, der er banechef i Dansk Golf Union. Han slutter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De afbrændte områder vil ikke være sorte længe, for snart vil nye vækster spire op, og til sommer vil vi se forbedrede forhold for fx sommerfugle og bier og en styrket naturoplevelse.