Lyt til artiklen:

Derfor trækker din hund numsen hen ad gulvet

00:00
Hastighed: ???x
02:19

Abonnementsartikel

Problemer med analkirtlerne er relativt almindeligt hos hunde.

Alle hunde har to analkirtler siddende i endetarmen, som indeholder et sekret, der udskilles, når hunden har afføring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sekretet dækker hundens afføring og afgiver en lugt, så andre hunde ved, hvem der har lagt lige netop den hundehømhøm.

- Forskellige årsager kan betyde, at analkirtlerne ikke bliver tømt, hvilket kan udvikle sig til alt lige fra ubehag til stærke smerter hos hunden, som vi kan se symptomer på, forklarer Mogens Brix, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

Symptomer på problemer

Der er en lang række symptomer ved problemer med analkirtlerne, som du skal reagere på. Det første har vi allerede nævnt:

1. Hunden trækker numsen hen ad gulvet eller jorden

2. Hunden slikker sig overdrevent omkring endetarmen

Artiklen fortsætter efter annoncen

3. Hunden forsøger at bide i området omkring endetarmen, lænden eller ved halen

4. Ilde lugt fra analkirtlerne

5. Hunden viser tegn på ubehag omkring numsen

6. Området omkring endetarmen er hævet og huden irriteret

Sådan behandles problemerne

Det er vigtigt, at du får din hund tilset af en dyrlæge, hvis du har mistanke om, at den har problemer med analkirtlerne. Ifølge Mogens Brix skyldes problemerne oftest afføringen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hunde har brug for, at afføringen har en vis fylde og hårdhed, for at analkirtlerne bliver tømt. Så har hunden haft tynd mave, eller noget der ligner, kan det være synderen. En simpel tømning af analkirtlerne, som dyrlægen klarer, kan i sådanne tilfælde løse problemet. Men det kan også være nødvendigt at ændre hundens kost, så den får flere fibre, hvilket din dyrlæge vil hjælpe dig med at finde ud af, siger han.

Bliver problemerne ikke behandlet, kan det udvikle sig til betændelse i kirtlerne, hvor behandling med antibiotika kan blive nødvendig. Derfor er det ifølge Mogens Brix vigtigt, at man ikke lader stå til.

- Der er ingen grund til, at hunden lider unødigt af en så banal ting, som problemer med analkirtlerne. I langt de fleste tilfælde er det let at afhjælpe problemet. Men hvis hunden gentagne gange får problemer, og især hvis det udvikler sig til infektioner, så kan man i sidste ende blive nødt til at operere analkirtlerne væk, siger han.