Lyt til artiklen:

Hjælp forskerne med at tælle grågæs i august

00:00
Hastighed: ???x
02:20

Abonnementsartikel

Bestanden af grågæs i Danmark er ottedoblet siden midten af 1990érne. Forskerne regner med, at der nu er cirka 15.000 ynglende grågåsepar herhjemme, men der er aldrig gennemført en større, målrettet optælling.

Det vil forskere ved Aarhus Universitet nu rette op på sammen med Danmarks Jægerforbund og med støtte fra Miljøstyrelsen. De inviterer derfor alle fugleinteresserede med til gåsetælling i den første uge af august, især i weekenden den 6. -7. august.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brug for, at få involveret så mange naturinteresserede som muligt. Det er især jægerne og de fugleinteresserede vi gerne vil have med, men alle, der har lyst til at bruge et par timer på at tælle gæs ved en lokal sø eller mose, er velkomne, siger Gitte Høj Jensen, specialkonsulent ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi - på Aarhus Universitet.

Den danske optælling skal foregå samtidig med lignende optællinger i de andre vest- og sydeuropæiske lande på grågåsens trækrute.

Tæl i din lokale sø eller mose

Hvis man vil med som fugletæller, skal man kontakte koordinatorerne hos enten Aarhus Universitet eller i Danmarks Jægerforbund.

Sammen med koordinatoren vælger man optællingssted, og derefter skal man regne med at bruge cirka to timer til selve optællingen og fem til ti minutter ved computeren bagefter til at indrapportere de gæs, man har set.

- Opgaven er let løst og kræver bare et par timers indsats for den enkelte, men har stor betydning for den samlede opgørelse af bestanden. Derfor er vi meget taknemmelige for hver enkelt deltagers bidrag, siger Gitte Høj Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De data, som de frivillige indsamler, skal bruges i et internationalt samarbejde om forvaltning af grågæs.

Målet for forvaltningen er at holde den europæiske bestand af grågæs i gunstig bevaringsstatus og sikre, at jagten på den er bæredygtig. Desuden skal den nye viden om bestanden bruges i arbejdet med at løse nogle af de problemer, gæssene skaber for blandt andet landbruget.