Lyt til artiklen:

Giv Fido en god og sikker sommer

00:00
Hastighed: ???x
08:32

Abonnementsartikel

Flåter, fugteksem, varme biler og giftige alger: Agria Dyreforsikring har taget et dyk ned i skadesregistret og samlet de mest almindelige sommerfarer for hunden.

Se her, hvad du som ejer bør være opmærksom på, så du og din firbenede ven får en god sommer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Flåter

Tjek hundens pels løbende, hvis I er i naturen. Er hunden særligt udsat, kan du på apotek eller hos dyrlægen få midler, der effektivt beskytter mod flåtangreb.

Og hvis din hund bliver angrebet, fjerner du flåten med en flåttang. Det skal ske hurtigt, da nogle af flåtens sygdomme overføres allerede efter 24 timer. Hold øje med huden, hvor du har fjernet flået. Den kan godt blive lidt rød og hævet i et par dage. Søg dyrlæge, hvis huden bliver irriteret.

Insektbid

Et enkelt bi- eller hvepsestik er som oftest ikke farligt for hunde. Smerten kan behandles med kulde fra is i et viskestykke. Man kan forsøge at fjerne brodden, hvis den stadig sidder i.

Hunde, der er stukket flere gange, kan få en allergisk reaktion. Bliver hunden dårlig - eller stukket i munden, så der opstår hævelse med livstruende blokering af luftveje - kontakt da dyrlægen.

Desuden kan kløe og smerte ved stikket fremprovokere, at hunden slikker sig voldsomt, og det kan medføre eksem, som også bør give anledning til et besøg hos dyrlægen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miniguide ved insektstik

Undersøg hunden.

Drejer det sig om et enkelt eller flere stik?

Er hundens almene tilstand dårlig? Virker den træt og sløj?

Hold godt øje med hunden i den næste time, og kontakt dyrlægen, hvis hunden får det dårligt.


Snitsår

Knuste flasker eller andre skarpe genstande på jorden kan give hunde snitsår på poterne. Mindre snitsår, der ikke går igennem alle hudlag, behøver som regel ikke dyrlægebehandling, men større flænger skal sys inden for 6-8 timer og senest efter 24 timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved snitsår er det vigtigt, at såret bliver renset, og at hunden får en forbinding på, så den ikke slikker på såret. Rødme, hævelse og væske kan være tegn på infektion, og såret bør i så fald tilses af en dyrlæge for vurdering.

Miniguide ved snitsår

Fjern pels og snavs fra såret, og rens det med rigeligt vand.
Sørg for, at hunden ikke slikker i såret.

Brug en sok eller skærm/oppustelig krave for at forhindre hunden i at slikke såret.

Oppustelige kraver/skærme kan købes i dyrebutikker og hos dyrlægen.

Kontakt dyrlægen eller dyrehospitalet, hvis du er usikker på, om såret skal sys.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pas på med løs hund i trafikken

Om sommeren sker der flere trafikulykker, hvor hunde er indblandet. Mange hundeejere tror, at de har godt styr på deres hund, og at den sagtens kan gå uden snor i trafikerede områder og nyde solen. Men desværre sker det ofte, at selv lydige hunde pludselig ignorerer ejeren og løber efter en anden hund eller en kat. Vent derfor med at tage snoren af din hund, til I er ude af trafikerede områder.

Sommeren byder også på flere timer udendørs i haven uden opsyn, når terrassedøren står åben. Sørg for at haven er forsvarligt indhegnet, så Fido ikke tager en tur på vejene i nabolaget.

Grillmad

Kommer du og din hund forbi madrester fra en picnic i parken, vil vovsen tit have lyst til at stikke snuden i den efterladte mad. Men det kan være farligt. Ben fra kylling eller andet kød kan splintres til meget skarpe stykker i mavesækken eller sætte sig fast i spiserøret.

Det samme gælder grillspyd i træ, som kan stikke hul på mavesæk og tarme, hvis hunden sluger dem. Majskolber kan sætte sig fast i tarmen, og de skal opereres ud. Hold hunden i snor ved strand og i parker, hvor der grilles.

En varm grill kan også give voldsomme forbrændinger, hvis din hund ser sit snit til at snuppe en pølse fra en transportabel grill.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ispinde kan splintres

Selvom is ikke er hundemad, så kan man i et svagt øjeblik komme til at dele det sidste af sin is med hunden. Men lad det blive ved isen. Sørg for, at hunden ikke får tygget på ispinden, for ispinde kan splintres og forårsage alvorlig skade på hundens mavesæk, tarm og svælg på samme måde som grillspyd og ben.

Fugteksem

Hvis din hund ofte bader i havet, søer eller svømmebassinet, så husk at skylle pelsen med ferskvand og derefter at tørre den grundigt. Våd og fugtig pels kan nemlig føre til fugteksem, "hot spot", der gør hundens hud rød, øm og irriteret.

Får din hund hudbetændelse, bør den tilses af en dyrlæge, da det ofte er smertefuldt for hunden, og der må antibiotika til.

Vandhale

"Vandhale" eller "watertail" er betegnelsen for en ikke infektiøs betinget inflammation i halerodens nerver, der opstår, hvis hunden i længere tid er kold eller nedkølet på bagdelen.

Det kan også opstå, hvis hunden har opholdt sig lang tid i vandet, da halen derved er i fuld aktion og således overbelastes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bliver din hund ramt af vandhale, skal den forbi dyrlægen, da det er ganske smertefuldt. Her får den typisk noget smertestillende, og du fortsætter selv behandlingen derhjemme med varme og hvile.

Brændte hundepoter

Asfalten bliver gloende hed på sommerdage. Hold jer til græs og gåture i skyggen på de varme dage. Flere hunde får brandskader på trædepoterne, fordi de går ture på varme dage. Tag selv en prøvegåtur med bare tæer, før du lader din hund gå på varm asfalt.

Solskoldning

Ligesom mennesker har hunde også brug for at beskytte sig mod solens stråler. Derfor er det vigtigt, at hunden ikke opholder sig for længe i solen. Og så skal den altid har mulighed for at lægge sig i skyggen, når den er ude.

Hunde med tynd pels bliver lettere solbrændte, og deres hud kan blive rød og svide. Du kan forebygge solskoldning med solcreme på de mest udsatte steder; snude, ører, mave og pung.

Giftige alger

En forfriskende dukkert i havet er herligt for de fleste hunde en varm sommerdag. Har det været varmt i længere tid, så skal man dog undersøge, om vandet indeholder alger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er især de blå-grønne alger, man skal være opmærksom på. Hvis en hund bader i vand med høj koncentration af blå-grønne alger, så kan den blive forgiftet og komme i livsfare.

Jo større koncentration af farlige alger, jo større er risikoen for alvorlig forgiftning. Man kan orientere sig hos kommunen, DMI eller Miljøstyrelsen, hvis man er i tvivl om algekoncentrationen ved den lokale strand eller badesø.

En hund med algeforgiftning vil typisk være urolig, ryste og kaste op, og den vil have svært ved at gå lige. Kontakt dyrlæge med det samme, hvis du har mistanke om algeforgiftning.

Tudseforgiftning og dræbersnegle

Tudser kommer frem om sommeren, og de er ganske almindelige i den danske natur. Danske tudser er ikke giftige på samme måde som tudser og frøer i troperne kan være det, men de udskiller en gift, som hunde er følsomme overfor.

Hunde kan blive ramt af "tudseforgiftning", hvis de får en tudse i munden. Denne type forgiftning er som regel ikke farlig, så man behøver ikke kontakte sin dyrlæge, hvis hunden kommer med en tudse i munden. Det skal man dog gøre, hvis hunden viser tegn på voldsomt ubehag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Typiske symptomer på tudseforgiftning er, at hunden savler meget og gnider snuden mod diverse flader på grund af hævelse i gummerne og irritation i munden. Nogle hunde får også små pupiller.

Vær desuden opmærksom på, at hunden ikke spiser sommerens dræbersnegle, da de kan overføre hjerte-lungeorm.

Hedeslag

Hedeslag kan forekomme, hvis hunden bliver lukket inde i et lille, varmt rum eller bliver efterladt i bilen. Fladnæsede hunde er særligt følsomme over for varme og rammes hurtigere af hedeslag end andre hunde.

Til at begynde med puster hunden voldsomt, og efterhånden får den meget svært ved at få luft og orker ikke at stå oprejst, men falder om og kan besvime.

Husk, at du aldrig må efterlade hunden i en varm bil, det kan være livsfarligt på en sommerdag. Selvom du parkerer i skyggen og har vinduerne på klem, er det ikke altid nok. Solen flytter sig hurtigt, og der kan blive livstruende varmt i en bil på ganske kort tid.

Hvis hunden får hedeslag

Tag hunden ud af bilen/rummet, og placer den i skyggen. Giv den straks køligt vand at drikke. Bad, brus eller hæld køligt vand over hunden, eller pak den ind i våde håndklæder.

Med et termometer i huset kan man løbende kontrollere kropstemperaturen.

Kontakt altid dyrlægen, hvis hunden har fået hedeslag, også selvom den virker normal.