Lyt til artiklen:

Bo Andersen konkurrerer med økse og sav

00:00
Hastighed: ???x
10:10

Abonnementsartikel

Det er en skyet junidag her et stenkast fra Svendborgmotorvejen, som summer i baggrunden. En smal vej, der løber langs den larmende trafikåre, leder om til en lille kvægfarm. Det første, man møder inden staldbygningerne, er en stak halmballer og nogle gamle landbrugsmaskiner, der står parkeret ud mod vejen. Algerne har indfundet sig på den afblegede, røde maling, og ukrudtet er for længst vokset op over dækhøjde.

Her cirka 10 kilometer fra Ringe bor 22-årige Bo Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, du må leve med lugten, siger fynboen.

Dunsten, han refererer til, kommer fra gårdens mødding, der ligger lige ved siden af hans træningsområde. Her står to halvrustne metalstativer placeret på et underlag bestående af træfliger og barkrester, der tydeligt vidner om den ødelæggelse, som med korte mellemrum finder sted her.

Bo Andersen dyrker nemlig Timbersports. En sport hvor man dyster i skovhuggerdiscipliner med økse, sav og motorsav.

- Det fedeste ved det er, at man kan noget, som andre ikke kan. Folk bliver overraskede, når man fortæller dem, at man kan hugge en blok over på 40 sekunder. Det virker helt urealistisk, før man ser det. Det er lidt sjovt, siger Bo Andersen.

rich-media-2
Bo Andersen kan flække en kævle med sin økse på cirka 40 sekunder. Foto: Tim Søgaard.

Han har taget plads på en kævle, plantet albuerne i lårene og er begyndt at fortælle lidt om sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er opvokset her på gården og har to ældre søskende. I 2020 dimitterede han fra Midtfyns Gymnasium, og derefter har han blandt andet taget et ophold på Idrætshøjskolen Sønderborg.

Og det er ikke tilfældigt, at valget faldt på en idrætshøjskole. Bo Andersen har nemlig altid dyrket meget sport.

- Jeg har gået til håndbold, fodbold, badminton, tennis, baseball, softball, armlægning, volleyball, svømning, skydning og bueskydning, fortæller Bo Andersen.

Håndbold og fodbold har han dyrket i længst tid, men nu har han altså kastet sin kærlighed og iver over skovhuggersport, som han har dyrket de sidste tre-fire år. Dermed er han stadig relativt ny i sporten, og det er faktisk først i indeværende år, at han er begyndt at konkurrere til Stihl Timbersports.

Dansk rekordholder

Men på trods af den endnu korte karriere, har Bo Andersen opnået ganske imponerende resultater. Han er således indehaver af den danske rekord i disciplinen Stock Saw, mens han i disciplinerne Underhand Chop og Standing Block Chop har de nationale rekorder for atleter under 26 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Stock Saw-disciplinen skal man save to skiver af en træstamme med en diameter på 40 centimeter ved hjælp af en tunet motorsav.

Det kan Bo Andersen gøre på 10 sekunder og 82 hundrededele.

rich-media-6
Bo Andersen deltog som den eneste dansker til Nordic Rookie Cup på Elmia Wood i Sverige og satte en ny dansk rekord i disciplinen Stock Saw. Foto: Tommy Holl/Elmia Wood.

I Underhand Chop skal man hugge en blok over med en økse, mens man står ovenpå den. I denne disciplin simulerer man, at man korter et træ op, som ligger på jorden. Bo Andersens officielle rekord i denne disciplin er på 51,16 sekunder.

I Standing Block Chop er det det samme princip. Her skal man hugge en blok over med øksen, mens man står på jorden. Her simulerer man træfældning, og i denne disciplin er Bo Andersens rekord på 44,58 sekunder.

I begge øksedisciplinerne er blokken fastgjort på et stativ, og det er et krav, at man hugger fra begge sider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-8
Bo Andersen i færd med at øve Underhand Chop. Foto: Tim Søgaard.

Der er tre niveauer i Timbersports - Pro, Intermediate og Rookie. Bo Andersen konkurrerer på Rookie-niveau, og her er der fire discipliner. Udover de tre førnævnte konkurrerer man også i Single Buck. Her skal atleterne skære én skive af en træstamme ved hjælp af en langsav.

Dyre redskaber

Et værktøj som Bo Andersen faktisk ikke ejer. Det samme gælder for den motorsav, han skal konkurrere med i Timbersports. I øjeblikket låner han en, for kraftkarlen er ganske enkelt for dyr.

- Jeg tror, at den vejledende pris på motorsaven er omkring 10.000 - 12.000 kroner lige nu, siger Bo Andersen.

Derfor må han nøjes med øksen, den lånte motorsav og fysisk træning for nu. Det er dog kun et spørgsmål om tid, inden han skal have det rigtige grej til de øvrige discipliner, fastslår han.

Men denne dag har han altså kun et udvalg af sine økser at gøre godt med. Han vil nemlig demonstrere, hvordan man udfører et Standing Block Chop.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-10
Den unge fynbo har et helt arsenal af økser, han kan træne med. Foto: Tim Søgaard.

Inden han begynder, skræller han barken af blokken med økseæggen. Derefter bliver den banket fast på stativet med den stumpe ende af øksehovedet, og til slut griber han målebåndet og markerer sigtepunkterne med et stykke bly.

rich-media-11
Sigtepunkterne markeres med et stykke bly. Foto: Tim Søgaard.

- Vil du lige gå lidt tilbage, siger han og retter på kasketten.

Og så begynder han ellers bare at tæske løs på det sagesløse tømmer så splinterne suser gennem luften.

Lyden af æggen, der rammer træet, er lige så frygtindgydende som Bo Andersens stålsatte og opslugte blik.

rich-media-12
I Standing Block Chop har Bo Andersen sat den nationale rekord for atleter under 26 år. Foto: Tim Søgaard.

Han angriber først blokken fra neden - dernæst fra oven, og så skifter han side. I løbet af imponerende kort tid lyder det afgørende hug, hvorefter den øverste del af kævlen falder kapitulerende til jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så fører han fingeren hen langs æggen, mens han puster ud.

- Jeg vil gerne træne mellem to og tre timer hver dag. Så det bliver hurtigt til mange timer om ugen, siger Bo Andersen med henvisning til, at han også skal passe et arbejde.

Måske lå det bare naturligt til mig at svinge en økse.

- Bo Andersen, Timbersports-atlet.

Træningspassene involverer både selve træningen men også skafning af det åbenlyst nødvendige materiale - træ.

- Det er en del af det. Når du først har hugget en kævle over, så kan du ikke bruge den igen, siger Bo Andersen.

Han tager selv ud og fælder det tømmer, han skal bruge, og transporterer det tilbage til gården. Det er primært her, han træner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og så har jeg lavet en aftale med højskolen om, at jeg skal fylde deres brændeskur, tilføjer Bo Andersen med et lille smil.

Så gør han klar til at demonstrere et Underhand Chop. Han vender kasketten, så en smule af det kastanjebrune pandehår stikker ud gennem hullet, griber fat om den afbarkede blok, og lægger den vandret på stativet. Så får den lige et par bolte og et lille snit, hvor fødderne skal placeres.

I denne disciplin skal øksen hamres ind i træet lige under fødderne.

- Min mor vil ikke se mig hugge. Hun har ikke noget imod, at jeg gør det, hun er bare bange for, at jeg kommer til at hugge mig selv i fødderne. Det er trods alt kun fem centimeter fra min fod i Underhand Chop, fortæller Bo Andersen.

Han har aldrig lavet en skade. Han er kommet til at skære lidt i sin sko, men selv hvis han skulle komme til at ramme sin fod, så er den beskyttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-17
En særlig brynje til foden beskytter Bo Andersens tæer. Foto: Tim Søgaard.

- Jeg har sådan noget brynje, jeg bruger på fødderne. Så hvis jeg skulle ramme dem, så brækker de kun. Jeg mister dem ikke, siger Bo Andersen og smiler.

Så tager han plads på blokken. En fod på hver ende og begge hænder godt viklet rundt om skaftet på øksen. Derefter indtager han en nærmest rituel positur med armene løftet over hovedet, hagen rettet ind mod halsen og øjnene lukkede.

Så går det løs igen.

rich-media-18
Foto: Tim Søgaard.

Et naturtalent

Som nævnt foregår det meste af Bo Andersens træning på gården, men interessen for skovhuggersport startede ikke her.

Det var hans træner og nu også Timbersports-kollega Brian Palsgaard, der var årsagen til, at Bo Andersen fik øjnene op for skovhuggersport.

Brian Palsgaard stillede nemlig op i TV-programmet "Danmark har Talent" tilbage i 2016. Her viste han sine evner med øksen frem for seerne - en af dem var Bo Andersen.

- På det tidspunkt syntes jeg, at det var mega fedt, men jeg tænkte ikke videre over det, siger han.

Men senere dukkede videoen af Brian Palsgaard igen op på Bo Andersens skærm.

- Det skal jeg kraftedeme prøve, tænkte jeg, da jeg så klippet igen, fortæller Bo Andersen.

Derfor tog han kontakt til Brian Palsgaard, som på det tidspunkt boede i Kværndrup kun tre kilometer fra gården, og de to fik lavet en aftale om, at Bo Andersen kunne komme og prøve kræfter med skovhuggersporten. Der gik ikke længe, før han var fuldstændig bidt af det.

rich-media-19
Bo Andersen. Foto: Tim Søgaard.

- Det var en anderledes sport, og så var det en sport, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at jeg kunne brillere lidt mere end de fleste. Måske lå det bare naturligt til mig at svinge en økse, siger Bo Andersen og griner.

Han fortæller, at sporten handler meget om teknik og styrke. Grejet har også noget at sige, men det er individuelt, hvilken økse man foretrækker. I Stock Saw-disciplinen spiller reaktionsevne også meget ind, da atleterne begynder med hænderne på stammen for derefter at gribe motorsaven fra dens position på gulvet, når startsignalet lyder.

En god start

Derudover handler det også om at holde hovedet koldt.

- Når først konkurrencen går i gang, kan det både være spændende og stressende. Det handler også lidt om, hvor meget publikum der er, siger Bo Andersen.

rich-media-20
Det er en kombination af teknik, styrke, reaktionsevne og grej, der er afgørende for en Timbersportsatlet. Foto: Tim Søgaard.

Bag scenen oplever Bo Andersen dog ikke nogen udpræget seriøsitet blandt atleterne.

- Alle hjælper hinanden, og man går og joker lidt. Det er faktisk ret hyggeligt, fortæller den unge fynbo.

Han fik sin konkurrencedebut i Stihl Timbersports på den svenske skovmesse Elmia Wood i begyndelsen af juni. Her blev den første af tre afdelinger af Nordic Rookie Cup afholdt, hvor Bo Andersen blev nummer to - kun slået af den svenske konkurrent Edvin Karlsson.

Dansk Timbersports-rookie snupper andenpladsen

Se også:

Dansk Timbersports-rookie snupper andenpladsen

En mand der ifølge Bo Andersen bliver svær at slå i den nærmeste fremtid.

- Edvin har bare alt. Han har træningen, fysikken og træet. I de to discipliner til Elmia Wood, hvor jeg gjorde det bedst, satte han endnu bedre tider, og jeg må nok indse, at han kommer til at tage førstepladsen til Nordic Rookie Cup, siger Bo Andersen.

Han vil dog også være fint tilfreds med at blive nummer to, selvom det naturligvis er bittert at må se sig slået hver gang. Men når han nu sandsynligvis ikke kan vinde Nordic Rookie Cup, håber han, at han kan kvalificere sig til VM, som bliver afholdt i maj 2023.

Derfor skal der trænes hårdt henover sommeren, så der kan blive lagt på inden de kommende konkurrencer, fortæller Bo Andersen.

De næste konkurrencer i Nordic Rookie Cup finder sted d. 16. juli i Hamar i Norge og d. 6. august i Orsa i Sverige. Derudover deltager Bo Andersen ved det nordiske mesterskab i Stenkullen i Sverige d. 26 august.

rich-media-22
Bo Andersen håber, at han kan kvalificere sig til VM i 2023. Foto: Tim Søgaard.