Lyt til artiklen:

Nye shelters i vores fælles natur

00:00
Hastighed: ???x
01:35

Abonnementsartikel

A.P. Møller Fonden har bevilget 16 millioner kroner til opførelsen af 300 nye shelters i statslige naturområder over hele landet. Det er tæt på en fordobling af det nuværende antal, som til daglig administreres af Naturstyrelsen. Bevillingen skal herudover sikre, at 100 af de eksisterende primitive overnatningspladser bliver opgraderet med for eksempel flere bålsteder.

Det er mere populært end nogensinde at overnatte i naturen. Sidste år bookede mere end en kvart million danskere en overnatningsplads i de statslige naturområder landet over. A.P. Møller Fondens bevilling til nye sheltere og opgraderingen af eksisterende overnatningspladser skal bidrage til at imødekomme den stigende efterspørgsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 300 nye sheltere opføres som 250 små sheltere og 50 store sheltere på 100 nye primitive overnatningspladser. Den præcise geografiske placering af de 100 nye overnatningspladser er under afklaring, men de vil blive jævnt fordelt over hele landet.

På de pladser, hvor det lokalt vurderes hensigtsmæssigt, vil der blive etableret sheltere, der er lettilgængelige for brugere med bevægelseshandicap.

De første nye sheltere forventes at stå klar den 27. august 2022 til årets Nat i Naturen, hvor alle i Norden inviteres til at opleve naturen efter mørkets frembrud - enten på egen hånd eller til et af de mange arrangementer på tværs af landet. I 2022 er Nat i Naturen en del af projektet Nordisk Nat i Naturen, som også er støttet af A.P. Møller Fonden.