Lyt til artiklen:

Ulvepar i Vestjylland har fået hvalpe

00:00
Hastighed: ???x
03:03

Abonnementsartikel

Mandag den 27. juni fangede et vildtkamera, opsat til at overvåge ulvene, en hunulv fulgt af syv hvalpe.

Efterfølgende optagelser har vist, at der er mindst otte hvalpe i kuldet. Hvalpene vurderes til at være født i begyndelsen af maj og er dermed ca. to en halv måneder gamle på nuværende tidspunkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det konstaterer forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.

Den nationale ulveovervågning kunne i sin seneste statusopgørelse fortælle, at et nyt ulvepar, bestående af den danskfødte hunulv GW1434f og den indvandrede hanulv GW2020m, havde etableret sig i Skjernreviret i Vestjylland i november 2021. Dette par har som forventet nu fået hvalpe.

Gode chancer for at klare sig

- Ulveparret og hvalpene skulle have gode chancer for at klare sig i området omkring Borris Skydeterræn. Der er masser af føde i form af hjortevildt i området, og der er relativ ro fra forstyrrelser, da færdsel er begrænset til specifikke navngivne veje, og hele området ofte afspærres på grund af Forsvarets øvelser. De gode forhold, herunder en høj tæthed af kronvildt, kan være en af grundene til det relativt store kuld med otte hvalpe, siger Lasse Jensen, specialkonsulent hos Miljøstyrelsen.

Siden ulveparrets etablering i efteråret 2021 har de voksne ulve flere gange kunne iagttages på forstyrrelsesfri afstand særligt fra vejene på de højtliggende steder på det centrale hedeområde.

Den største chance for at observere ulvene og deres unger opnås således ikke ved at lede efter dem i terrænet, men ved tålmodigt at postere, hvor der er god udsigt. Det har givet en række af områdets gæster mange og store naturoplevelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøstyrelsen henstiller til, at man ikke går ud og leder aktivt efter ulvehvalpene, da ulvene i yngletiden er særligt følsomme over for forstyrrelser.

Undgå forstyrrelse

Ulvefamiliens aktivitetsområde i Skjernreviret er centreret på Borris Skydeterræn, som dækker 47 km2. Af sikkerhedsmæssige grunde og af hensyn til dyre- og fuglelivet er adgang til området omfattet af en række betingelser. Disse fremgår af folderen fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Her finder man bl.a. oplysninger om terrænet og et kort over området med markering af veje, hvor man må færdes.

I de perioder hvor militæret ikke træner, er Borris Skydeterræn åbent for publikum fra kl. 8.00 morgen til solnedgang. Man må kun færdes på navngivne veje med vejskilte (markeret med lilla farve på kortet i folderen). Færdsel på brandbælter og kampvognsspor er derfor ikke tilladt. Der skal overalt udvises det størst mulige hensyn til naturen.

Se video

Her kan du se video med optagelser fra vildtkameraer i Skjernreviret i Vestjylland, hvor op til otte hvalpe ses bevæge sig rundt sammen med hunulven GW1434f.