Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sjælden sommerfugl for denne landsdel er set på lokal slette
Hanner af sommerfuglearten Violetrandet Ildfugl er også denne sommer blevet set forsvare deres territorier og tiltrække hunner på Nørrevangssletten i Birkerød i juni.
Det skriver Sjællandske Medier
- På de bedste dage blev der set op til fire hanner, fortæller konsulent fra Natur360 Anders Michaelsen til mediet.
Violetrandet Ildfugl har oplevet den største tilbagegang i Danmark på Sjælland, og er den dag i dag helt forsvundet fra Syd-, Vest- og Midtsjælland. I Nordsjælland er der ikke mange bestande tilbage.
Kontrolleret afbrænding
I juni er der i Rudersdal Kommune også blevet iagttaget hunner af Violetrandet Ildfugl i færd med at lægge æg på artens foretrukne værtsplante, almindelig skovsyre.
Hunnerne blev set i områder, hvor der i foråret blev foretaget såkaldt kontrolleret afbrænding, hvilket har medført mange fritvoksende værtsplanter, som hunnerne fandt attraktive nok til at lægge æg på.
- Det er absolut ikke en talrig bestand, siger Natur360-konsultent Anders Michaelsen og fortsætter:
- Det er en af de sidste i hele Østdanmark, og forhåbningen er, at den kan sprede sig til flere lokaliteter i nærområdet og dermed blive mere robust, siger han.
Styrkelse af biodiversiteten
Som det er nu, er Violetrandet Ildfugl også at finde syd for Birkerød i Dumpedalen. Håbet er, at den sjældne sommerfugleart spreder sig til flere steder - og gerne til engene rundt om Sjælsø mod nord.
Af den grund indgår det i Rudersdal Kommune naturarbejde at forbedre og skabe egnede levesteder for Violetrandet Ildfugl.
I forvaltningen af naturarealerne sker det blandt andet ved at skabe attraktive naturenge med blomster og undgå for voldsomme forstyrrelser i de sårbare perioder, hvor æg og larver udvikler sig.
Violetrandet Ildfugl var tidligere en almindelig dagsommerfugl overalt i landet, men forekommer i dag kun relativt almindeligt i Midt- og Nordjylland.
I Øst- og Vestjylland er den mere fåtallig, og i Sønderjylland er sommerfuglearten nærmest forsvundet. På Fyn er en bestand tilbage, og arten er yderst sjælden på landets mindre øer.