Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
For lidt motion øger hundes risiko for demens
Når hunde får demens eller kognitivt dysfunktionssyndrom, som det også kaldes, kommer det til udtryk på forskellige måder. Nogle symptomer er hukommelsesproblemer, andre symptomer er søvnforstyrrelser og adfærdsændringer.
- Der kan være flere tegn på at hunden er dement. Den kan fx pludselig begynde at vågne midt om natten og gå forvirret rundt. Den kan også begynde at besørge indendørs, siger Mogens Brix, der er dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.
Risikoen er seks gange større
Amerikanske forskere har indsamlet data om 15.000 hunde i 2019 og 2020. Hundeejerne skulle blandt andet svare på spørgsmål om deres hundes adfærd, når de mødte mennesker, de allerede kendte. Det viste sig, at 1,4 procent af hundene i undersøgelsen led af kognitivt dysfunktionssyndrom. Forskningsresultaterne er offentliggjort i det akademiske tidsskrift, Scientific Reports.
Når en hund bliver 10 år, stiger risikoen for, at den bliver ramt af demens med 52 procent for hvert år, viser undersøgelsen. Da forskerne sammenlignede hunde af samme race og på samme alder, viste det sig, at de, der kun fik lidt motion, har seks gange større risiko for at udvikle demens som dem, der har et meget aktivt liv.
En selvforstærkende effekt
Det er dog ikke sikkert, at det er mangel på motion, der fører til demens - det kan også være omvendt. Med andre ord får demens også de ramte hunde til at leve et liv, hvor de bevæger sig mindre. Forskerne bag den amerikanske undersøgelse mener, at der er brug for flere undersøgelser på området. Det er slet ikke fuldt ud forstået, hvorfor hunde lider af demens.
- Når en hundeejer kommer til dyrlægen med en hund, der viser tegn på kognitivt dysfunktionssyndrom, så undersøger dyrlægen først, om der er andre sygdomme, der kan forklare symptomerne, siger Mogens Brix.
Kendte rutiner er vigtige
Hvis hunde sover uroligt og går rundt om natten, kan det også skyldes, at de har smerter fx fra ryg- eller led. I dag findes der ingen kur mod kognitivt dysfunktionssyndrom, men visse symptomer kan nogle gange lindres med medicin. Det er derfor vigtigt, at hundeejere søger hjælp i tide.
- Hvis man starter med medicin, og forandringerne for længst er sket, bliver lindringen ikke så tydelig. Er en hund først blevet dement, er det en stor hjælp for hunden, hvis hundeejere forsøger at holde fast i alle de daglige rutiner. Det kan f.eks. være godt, hvis man undgår at møblere om, og overholder de faste tidspunkter for fodring og gåture siger Mogens Blix.
- Min erfaring er, at de fleste dyreejere vil gøre meget for at passe godt på deres ældre og syge dyr.