Lyt til artiklen:

Krisen kalder på klassisk jul

00:00
Hastighed: ???x
02:55

Abonnementsartikel

Krisen kalder på klassisk jul

I krisetider søger vi mod en endnu mere traditionspræget og klassisk jul, mener design- og livsstilsekspert.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Julen er hjerternes og traditionernes fest, også når det kommer til udsmykningen. Den store kasse med julepynt hives i mange hjem trofast ned fra loftet hvert år og tilføjes kun ganske få nye elementer, inden den bliver pakket forsvarligt væk igen. I den forstand er der altid noget nostalgi over julens udtryk, simpelthen fordi det er de samme ting, mange af os hiver frem år efter år.

Nye designs finder dog stadig hvert år vej til forretningerne, og i år skal de være så klassiske som overhovedet muligt, forklarer design- og livsstilsekspert.

- I en tid med inflation, krig og energikrise søger vi virkelig det traditionsrige og kendte, der skaber tryghed og minder os om, at det hele nok skal gå. Julen, som i forvejen er enormt traditionstung blandt danskerne, tager i år en stil- og udtryksmæssig drejning mod det endnu mere traditionelle, nostalgiske og romantiske. Det spiller på barndommens trygge minder, siger Mads Arlien-Søborg, der er partner i design- og trendfirmaet Hey We Made It.

Nostalgien vinder stort

Et af de steder, hvor man mærker populariteten af det nostalgiske look, er hos Garant, der blandt andet forhandler juletræstæpper i helt klassisk julestil.

- Den gode gammeldags jul med klassiske mønstre og farver er både det, vores leverandører spiller ind med, og som kunderne efterspørger. Selvom vi nogle år har set designs med lyserøde eller blå farver på julepynten, er det ofte det traditionelle, der vinder. Den gammeldags jul har en stor plads i danskernes hjerter, og i år er det bare i endnu højere grad end normalt, siger kategorichef for tæpper hos Garant Kate Hovgaard-Mikkelsen og tilføjer:

- Nogle sværger til oldemors hjemmehæklede juletræstæppe og har haft det i generationer. Men nogle gange går tingene til med tiden, og så ser vi, at flere ønsker at erstatte tæppet med et nyt i samme ånd. Det kan også være, at man aldrig har haft sådan et i familien, men ønsker et klassisk juletræstæppe, som kan holde i mange generationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plads til skøre kugler

Den nostalgiske og klassiske jul er typisk i røde, hvide og grønne nuancer uden alt for mange blinkende lys eller glimmer og med organiske julemotiver som juletræer, misteltene eller stjerner.

Dog er der plads til en lille flig af det mere spidsfindige og moderne på grangrenene i år.

- Det bliver ren Peters jul i år, men der vil alligevel være plads til et sjovt element hist og her. For eksempel de lidt mere quirky julekugler af skøre ting så som sushistykker, biler eller pizza, der ikke har noget med julen at gøre. Det er noget, vi har set komme ind de senere år, men det vil være en af de ganske få ting, der stikker ud fra den enormt klassiske jul, der ellers vil være dominerende i år, siger Mads Arlien-Søborg.