Lyt til artiklen:

Fire vinter-vaner der slider på bilen

00:00
Hastighed: ???x
04:29

Abonnementsartikel

Vinteren er suverænt den årstid, der slider mest på bilen. Sne, is, sjap og vand kombineret med masser af sand og salt, der strøs på vejene for at bekæmpe glatføre, tærer hårdt på bilerne, og så opstår størstedelen af rustskader i de kommende måneder.

Men herudover har bilister ofte en række uheldige vaner, der gør bilerne ekstra udsatte i vintermånederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det forklarer Applus Bilsyn, der her lister fire ting, bilister bør skrive bag øret.

Tomgangsmyte aflives

- En af de misforståelser og myter, vi ser om vinteren, er, at køretøjer bør holde i tomgang og varme op et stykke tid, før man kører. Moderne motorer er så energieffektive, at de ikke producerer nok overskudsvarme i tomgang, og derfor bør man i stedet køre med det samme, når først motoren er startet. Holder bilen alligevel i tomgang, så slider det unødigt på motoren, og holder bilen længe vil den kunne sode til, hvilket kan føre til startproblemer. Og så er det i øvrigt spild af brændstof og en unødvendig kilde til luftforurening, siger teknisk konsulent hos Applus bilsyn, John Gantzhorn.

Et andet problem opstår, når bilister gør bilen klar til vintermånederne og for eksempel fylder sprinklervæske på bilen. Her glemmer mange, at der er forskel på sprinklervæske til sommer og til vinter, og det kan få konsekvenser ved frosttemperaturer.

- Bruger man for eksempel en rest fra sin sommersprinklervæske, der ikke er frostsikret, eller hælder man frostsikret sprinklervæske oven i den gamle uden alkoholprocenter, kan dyser og slanger i bilens motor fryse til is. Og så bliver det først op ad bakke at gøre forruden, bagruden og i visse tilfælde forlygterne rene, hvis de har egne viskere, forklarer John Gantzhorn.

rich-media-2
Ni ud af ti rustskader etableres om vinteren på grund mere fugt og salt på vejene, og dækker ens rustbeskyttelse ikke længere optimalt, er det en dårlig idé at udskyde eller helt fravælge den. Pressefoto.

Frosset snavs kan ridse forruden

En tredje klassiker i kategorien 'uheldige vintervaner' er, når bilister parkerer bilen med snavs på ruderne. Når man skal skrabe ruderne fri for sne og frost dagen efter, hiver man sand og småsten hen over ruderne, og det kan give ridser på forruden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Er ruderne beskidte, når man parkerer bilen, er det en god idé at trykke på sprinklervæsken og få visket ruderne rene, før bilen står natten over, tilføjer han.

Fasthold rustbeskyttelse

Og så er der rusten. For er ens bil mere end seks år gammel, og er det to år siden, at bilen senest fik rustbeskyttelse, så bør man ikke udsætte den.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad mange bilister tilsyneladende gør i disse dage. Applus Bilsyn foretog i sidste måned en undersøgelse blandt 1.182 bilister, og den viste, at på grund af generelt stigende udgifter vælger 10 procent af bilejerne at udskyde deres rustbeskyttelse.

Men det er ikke anbefalelsesværdigt, forklarer man hos bilsynsvirksomheden.

- At biler får vand og salt ind alle steder om vinteren, er en ufravigelig konstant, og uden rustbeskyttelse stiger risikoen for begyndende korrosion. Er der allerede rust, vil den kun blive forværret. I begge tilfælde øger det kun risikoen for ekstra reparationsudgifter, siger John Gantzhorn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

6 Gør det selv-råd

Rettidig rustbeskyttelse. Sørg for at bilen er rustbeskyttet inden vinteren, da vand og salt med garanti kommer ind i bilens hulrum. På den måde undgår du begyndende korrosion.

Vask bilen ofte. Find haveslangen frem eller kør en tur i vaskehallen. Du fjerne salt og snavs og mindsker sliddet på bilen.

Brug pudsekluden. Rens døråbninger og bagklappe for snavs, da rust ofte manifesterer sig i ly af snavs, bl.a. ved for- og bagdøre og ved bagklappen.

Pump vinterdækkene. Mere end 80 procent af bilister kører med vinterdæk, og svinger du selv hjulnøgle, så tjek lufttrykket i dækkene. Har dækkene for lidt luft, risikerer du at køre på ydersiden af dækket i stedet for slidbanen. Det slider dækket, reducerer bremseevnen og koster brændstof.

Kølervæske på motoren. Sørg for at motoren får den korrekte mængde og type kølervæske på. Kølervæsken leder den varme væk, som genereres i motoren, og sikrer, at bilens køleanlæg ikke fryser til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har du endnu ikke skiftet til vinterdæk, så husk at sætte dem rigtigt på. Mange dæk er retningsbestemte og designet til at fjerne vand og sjap fra kørebanen, og vender man dem forkert - hvilket mange gør -, får det den omvendte effekt. Dækkene øger risikoen for akvaplaning.

Kilde: Applus Bilsyn