Lyt til artiklen:

Selv juleaften sparede vi på strømmen

00:00
Hastighed: ???x
03:55

Abonnementsartikel

Selv på den traditionsrige juleaften slog danskernes nye elvaner igennem i år. Det samlede elforbrug i Danmark den 24. december 2022 var ikke mindre end 15,6 procent lavere end på juleaftensdag i 2021.

Det viser en foreløbig opgørelse fra Energinet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tallene viser ikke, om mange juleænder blev tilberedt udenfor på grillen - eller om risengrøden blev kogt færdig i høkasser.

Men de underbygger en gennemgående ny tendens i danskernes elforbrug i 2022: Vi sparer på strømmen, og vi flytter en del af vores elforbrug fra de dyre timer til de billige. Altså for eksempel fra de klassiske madlavnings-timer først på aftenen til om natten.

Stort fald i de dyre timer

Danmarks samlede elforbrug den 24. december 2022 var på 93.793 MWh, mens det den 24. december 2021 var på 111.156 MWh. Og tilsyneladende var mange forbrugere helt klar over, hvornår strømmen var billig, og hvornår den var dyr i juleaftensdøgnet:

I døgnets billigste timer fra 03.00 til 06.00 var elforbruget næsten det samme som 24. december 2021. Men i døgnets dyreste timer fra 17.00 til 20.00 var elforbruget mellem 19 og 24 procent lavere end på de samme timer i 2021.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed matcher juleaftens-forbruget tendensen fra resten af 2022. For set over hele 2022 viser Energinets foreløbige opgørelse, at det høje prisniveau i 2022 har modvirket den generelle stigning i elforbruget, som skyldes den større elektrificering af samfundet. Det har medført et fald i det samlede elforbrug på cirka 2,5 procent i år - i modsætning til den historiske stigning sidste år på 5 procent.

Det samlede fald i elforbruget i 2022 skyldes især, at det private elforbrug er faldet med cirka 10 procent fra 2021. Elforbruget er særligt faldet blandt private forbrugere i de dyre dagtimer, og i mindre grad også i de billigere dagtimer og om natten. Det indikerer, at private forbrugere sparer på strømmen, særligt når prisen er høj.

Tilpasning til nyt energisystem

Når elkunder i Danmark flytter deres forbrug fra døgnets dyre timer til de billige, gavner det ikke kun deres egen privatøkonomi.

Det hjælper også hele samfundet til bedre at håndtere fremtidens elsystem, hvor elektricitet ikke som tidligere bliver produceret, når der er brug for den, men kommer som vinden blæser, og som solen skinner.

- Når vi er mere fleksible med vores elforbrug, bidrager vi samtidig til at sikre en mere stabil elforsyning. Jo mere vi vænner os til at spare på strømmen eller udskyde og flytte vores behov for el, desto nemmere bliver det at tilpasse os et fremtidigt energisystem med en svingende elproduktion fra vind og sol. Og dermed kan vi accelerere den grønne omstilling og få mest mulig gavn af vores vedvarende energi, siger seniorforretningsudvikler Jesper Kronborg Jensen fra Energinet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig med, at det private elforbrug er faldet, er der andre sektorer, hvor elforbruget stiger, fordi der sker en større elektrificering.

Det gælder blandt andet i energiforsyningen, som i 2022 har haft en stigning i elforbruget på 8 procent. Det skyldes især, at fjernvarmesektoren fortsat udnytter muligheden for at producere varme, når elprisen er lav.

Det skal understreges, at opgørelsen af forbruget for 24. december 2022 er foreløbig.
Erfaringer fra tidligere år viser dog, at usikkerheden er allerhøjest 5 procent. Så de endelige tal vil ikke ændre på den overordnede konklusion: At vi sparer på strømmen og er blevet fleksible i vores elforbrug - selv juleaften.