Lyt til artiklen:

2022 sætter dansk rekord i vind og sol

00:00
Hastighed: ???x
03:34

Abonnementsartikel

2022 bliver et rekordår, når det gælder produktion af elektricitet via vindmøller og solceller i Danmark: Elproduktion fra vind og sol svarede i 2022 til 59,3 procent af det samlede danske elforbrug. Det er en stigning på 11,9 procentpoint fra 47,4 procent i 2021.

Det viser tallene fra Energinet, der er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Året er ikke helt forbi endnu, og der kan blive flyttet lidt på decimalerne i de sidste decemberdage. Men de foreløbige tal fra Energinet, opgjort pr. 29. december, er så tydelige, at konklusionen er klar allerede nu: Danmark har i 2022 taget endnu et stort skridt i den grønne omstilling af elsystemet.

rich-media-2
Vind- og solandelen varierer meget fra kommune til kommune. På kortet ses vind- og solandelen fordelt på kommuner. Jo mørkere grøn, desto større er elproduktionen fra vind og sol i kommunen i forhold til kommunens elforbrug.

Stor stigning i solenergi

Relativt set har solenergi taget det største hop: Andelen af elproduktion fra sol i forhold til elforbrug steg fra 3,6 procent i 2021 til 6,2 procent i 2022. Primært på grund af rekordhøj ny solkapacitet.

Samtidig steg vindandelen markant fra 43,7 procent i 2021 til 53,2 procent i 2022. Især fordi havmølleparken Kriegers Flak i Østersøen havde sit første fulde produktionsår i 2022 - og på grund af et langt bedre vindår end i 2021: Vindressourcen i 2021 var godt 10 procent lavere end et normalår, men 2022 tegner til at blive på niveau med et normalår, ifølge vindstat.dk.

Når man ser på produktionen fra vedvarende energikilder fra måned til måned, bliver det tydeligt, at fremtidens elsystem stiller nye krav til balancering. For det er et system, hvor elektricitet ikke som tidligere bliver produceret, når der er brug for den, men kommer som vinden blæser, og som solen skinner.

2022 er således det første år, hvor Danmarks samlede elproduktion fra vind og sol udgjorde over 70 procent af elforbruget i gennemsnit over en måned. Det skete endda i hele tre måneder: Februar, juli og november. Til gengæld er andelen i marts og august helt nede på godt 44 procent og knap 38 procent af elforbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Store forskelle mellem kommuner

Et kig på sol- og vindenergiens danske geografi antyder en anden konsekvens af den grønne omstilling af vores energisystem. Vind- og solandelen varierer nemlig meget fra kommune til kommune, og det er især i kommuner i udkanten af Danmarkskortet, der produceres grøn strøm.

Topscorere er kommunerne Norddjurs, Lolland, Lemvig, Jammerbugt, Esbjerg og Guldborgsund, hvor elproduktionen fra vind og sol er på mere end 200 procent af kommunernes eget elforbrug. Typisk på grund af store land- og havvindmølleparker, som er placeret i disse kommuner.

Omvendt er andelen af grøn elproduktion i 32 kommuner i hovedstadsområdet og andre bykommuner under 5 procent af den enkelte kommunes forbrug.

Det betyder alt i alt, at elnettet skal 'vendes på hovedet'. Tidligere blev strømmen produceret på kraftværker nær de store byer. Men den grønne strøm produceres på havet eller i dele af landet, hvor elforbruget traditionelt har været lavere. Derfor skal eltransmissionsnettet udbygges mange steder i disse år.

Tallene for vind- og solandelen i kommunerne er opgjort pr. 30. november.