Lyt til artiklen:

Landbrugsmessen på Gl. Estrup er trængt - tror ikke på messe i 2023

00:00
Hastighed: ???x
02:28

Abonnementsartikel

Landbrugsmessen på Gl. Estrup i 2022 var en bragende succes. Men omstændigheder bag kulissen betyder, at messen 2023 nu hænger i en tråd.

- Det var en stor succes med logistiske udfordringer, fordi vi blev overvældet. Det havde ikke været muligt at få frivillige nok, og derfor måtte vi ansætte nogen. Og så havde vi heller ikke lykkedes med at sælge standpladser til de store maskinudstillere, forklarer direktør for Det Grønne Museum, Anne Bjerrekær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor endte en ifølge hende fantastisk festival med et beskedent underskud på 60.000 kroner. Derefter trak bestyrelsen sig, og efterlod Anne Bjerrekær alene i bestyrelsen for Gl. Estrup Landbrugsmesse og dyrskue, som hun er selvskrevet til qua sin stilling.

Det betyder også, at foreningen på onsdag, 25. januar, skal have en ny bestyrelse.

- Forhåbentligt får vi en ny bestyrelse. Og udfordringen bliver så, at vi skal finde frivillige. Det er jo et generelt problem, vi ser. Og så har vi behov for en anden struktur på messen for at føre den videre. Ikke fordi messen har flydt med penge, men når man gerne vil udvikle og lave nye ting, så skal der også findes flere penge, siger Anne Bjerrekær.

Mangler en halv til hel million

Med hensyn til, hvor en kommende messe står, er Anne Bjerrekær optimistisk.

- Jeg tænker, at en kommende bestyrelses opgave er, at finde en organisationsform, finansieringsform og forretningsmodel fremadrettet. Og flere frivillige. Der er mange, der i forvejen gør et stort arbejde, men der er brug for flere til de opgaver, som ikke umiddelbart ses på messen, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og hvis messen skal køre videre, så skal der ifølge Anne Bjerrekær findes mellem 500.000 og en million kroner. Dels fra kommuner og landboforeningen, men også i form af forretning ved at sælge flere standpladser.

- Så jeg krydser alt, hvad jeg kan. Jeg tror ikke på, at en messe i 2023 kan nå at organiseres. Så jeg tænker, at man skal tænke sig om, og så fyre al energien af i 2024 med en messe, der vil blive den 25. i rækken, siger Anne Bjerrekær.

Ifølge hende er hun ikke længere så nervøs, som hun har været, for rygter vil vide, at der er folk som har tænkt sig at stille op til bestyrelsen.