Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Hjælp til engfugle
Engfuglene har længe været i kraftig tilbagegang i et af Danmarks vigtigste yngleområder, Tøndermarsken, tæt på den dansk-tyske grænse. Et vidtstrakt marskområde brudt op af snoede kanaler og diger.
Her lever og yngler mange af de såkaldt rødlistede fugle, der er i stærk tilbagegang i den danske natur.
De seneste år har Naturstyrelsen derfor arbejdet målrettet for at forbedre vilkårene for engfugle som viben og stor kobbersneppe. Blandt andet ved at bytte sig til eller opkøbe nærtliggende jorde, hvor fuglene yngler. Og nu får de endnu mere plads at leve på.
Naturstyrelsen har nu købt og byttet sig til yderligere 107 hektar i området, så staten ejer et mere sammenhængende naturareal på ca. 300 hektar i Tøndermarsken.
- Vi har et særligt ansvar for at passe på vores sårbare arter. Det her projekt er et rigtig godt eksempel på, at det kan have en virkelig stærk effekt at slå nærtliggende naturarealer sammen til ét stort og sammenhængende område. De ekstra hektar i Tøndermarsken betyder, at vi kan fortsætte den målrettede indsats for de trængte engfugle, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Flere fugle får unger på vingerne
I Tøndermarsken sørger kreaturer for at holde vidderne åbne med deres afgræsning, mens vandet altid flyder i de kilometerlange grøfter. Og evalueringer efter de første år med denne form for naturforvaltning viser, at bestanden af ynglefugle og deres ynglesucces er på vej op.
Nogle fuglearter er vendt tilbage som ynglefugle efter års fravær. Det gælder blandt andre den meget sjældne engfugl brushane, ligesom vibe, rødben og stor kobbersneppe har fået mange unger på vingerne. Naturstyrelsen har også set mange ynglende andefugle som atlingand og knarand vende tilbage til området i store tal.
- Det er rigtig godt arbejde, både af Naturstyrelsen og af de landmænd, der ejer jorderne i området, som har været villige til at sælge eller bytte dem for at hjælpe naturen. Det her er godt nyt for både fuglene og alle naturinteresserede, der kan se frem til endnu flere store naturoplevelser i et af Danmarks vigtigste fugleområder, siger Magnus Heunicke.