Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Det lille føl med metalhoven
En vinterdag sidste år fik World Horse Welfare's Rescue and Rehoming Center i Norfolk et opkald fra en bekymret borger.
World Horse Welfare er en international velgørenhedsinstitution, der blev stiftet i 1927, og holdet bag organisationen arbejder med at hjælpe nødstedte eller forladte heste.
Vedkommende fortalte om en flok heste, der gik for sig selv på en mark. Blandt hestene var et føl, der tilsyneladende havde fået benet viklet ind i noget metal.
Efter opkaldet besøgte feltbetjent hos World Horse Welfare, Becky Bedson, den omtalte mark, der lå i Essex, England. Becky ankom og opdagede en stor snedækket mark, der var oversået med affald. Her gik en flok heste, inklusive hoppen og det lille føl, der var blevet rapporteret.
Selvom hoppen var venlig, var føllet vildt, og trods en del forsøg var Becky ikke i stand til at komme tæt nok på til at undersøge det.
Selvom det var tydeligt, at der var et stykke metal fastgjort til benet, kunne Becky se, at føllet ikke var halt. Det så ud til at bevæge sig godt, og der var ingen tydelige skader.

Umulig at fange
Da det ville være umuligt at fange det nervøse føl på så stor en mark uden at risikere, at det ville løbe rundt og potentielt skade sig selv yderligere, blev beslutningen truffet om at vende tilbage med hjælp, indhegninger og en beroligende pilepistol.
På den måde håbede Becky Bedson at kunne indfange det lille føl på en måde, der ikke ville stresse det.
- Heldigvis behøvede vi ikke at bedøve føllet, som vi opdagede var en han og senere kom til at hedde Tintin. Fordi han gik sammen med sin meget rolige mor, som vi døbte Snowy, kunne vi få ham undersøgt. Under mudderet og den lange vinterpels kunne vi se, hvad der lignede en metalstrimmel omkring hans underben. Så vi besluttede at flytte ham og hans mor til en nærliggende dyrlæge, da vi ikke vidste, hvilke skader vi ville finde, når vi fjernede metallet, fortæller Becky Bedson.
En stor overraskelse
Under let bedøvelse opdagede og fjernede dyrlægerne en komplet dåse, monteret over Tintins fod som en handske. Men til alles store forbavselse opdagede de, at der nedenunder var en anden komplet dåse.
Og endnu mere overraskende var det, at da denne anden dåse blev fjernet, blev det konstateret, at Tintin på en eller anden måde var sluppet for alvorlig skade.
Dyrlægen vurderede, at dåserne havde været på foden i et par uger, men det forventes, at benet vil komme sig fuldstændigt.
- Vi tror ikke på, at dåserne blev sat på bevidst. Tintin var vild og ville bestemt ikke tillade, at man kom tæt på ham. Men måske trådte han på to dåser, der allerede var inde i hinanden blandt affaldet på marken, siger Becky Bedson.
Mens alt dette foregik efterlyste Becky Bedson Tintin og Snowys ejer. Efter et stykke tid var gået - og ingen havde meldt sig - blev Snowy og Tintin af myndighederne overgivet til World Horse Welfare, som flyttede dem til deres Hall Farm center i Norfolk.

Blomstrer op
Her blev det konstateret, at begge ponyer var undervægtige og havde forvoksede hove. Efterfølgende pleje og dyrlægebehandling har fået dem begge til at blomstre op, og Tintin er hurtigt ved at blive vant til at blive håndteret.
På trods af, at han er lille, mener dyrlægen, at han er omkring et år gammel. Begge ponyer fortsætter med deres genoptræning sammen med World Horse Welfares Hall Farm-team med det formål, at de skal være klar til genhusning med tiden.