Lyt til artiklen:

Masser af nye udstillere på Have & Landskab

00:00
Hastighed: ???x
05:01

Abonnementsartikel

Have & Landskab '23 tegner til at folde hele paletten ud og blive den bredeste udgave af Skandinaviens største grønne fagudstilling nogensinde.

- Det er her fagfolkene har adgang til hele udvalget, alle løsningerne og ikke mindst kollegerne. Og det netværk er altså meget værd året rundt, siger udstillingsleder Dina Overgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Af de 225 virksomheder, som indtil videre har købt stand til sommerens store faglige begivenhed, er mindst 43 af dem nemlig med for første gang.

Både antallet af udstillere og især antallet af nye udstillere er ifølge udstillingsleder Dina Overgaard højere end det plejer at være så længe før udstillingen, og hun kan pege på flere årsager til den store og brede interesse:

- Der opstår nye virksomheder og konstellationer hele tiden, og så skal man ud at promovere sig overfor branchen. Samtidig tror jeg, at vi er ved at have fastslået Have & Landskabs rolle som et mødested og en faglig platform, der er til rådighed året rundt. Der er opstået en stemning af, at hvis man har en plads i den grønne branche, er man nødt til at være på Have & Landskab.

Udstillingslederen pointerer, at samtlige otte udstillingsarealer på sommerens udstilling kommer til at have mindst to nye udstillere, men at Strøget og Maskinmarken er helt oppe på henholdsvis 14 og 17.

rich-media-2
Stemningsbillede fra Have & Landskab. Arkivfoto.

Masser af el

En af af de nye udstillere er Conmas ApS, der blev stiftet i 2019 og hurtigt har markeret sig på området for palleløftere, stablere, lifte og trucks. Det fortæller administrerende direktør i Conmas, Jacob Sørensen, som ser Have & Landskab som den helt væsentlige begivenhed i branchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager på Have & Landskab for at give vores kunder en chance for at se og opleve maskinerne live og få en dialog om en skræddersyet løsning. Desuden ved vi, at der er stort fokus på bæredygtighed, så vi kommer også til at tage det meste af el-sortimentet med, både eldrevne palleløftere og stablere, men også vores nyeste el-trucks, fortæller Jacob Sørensen.

Eftertragtede anlægsgartnere

Der er konsekvent langt over 10.000 besøgende på Have & Landskab, hvoraf en stor del er faglærte anlægsgartnere.

Eksempelvis har Anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard A/S fast sendt en delegation til Have & Landskab. Alligevel er 2023 det første år, hvor virksomheden selv deltager med en stand, og det er der især én grund til, fortæller tilbudschef Bo Skjoldager Andersen.

- Vi har brug for at ansætte flere dygtige anlægsgartnere. Det betyder, at vi har behov for at være kendt i markedet. Her giver Have & Landskab absolut mest mening, da det nærmest er den eneste messe som rigtigt henvender sig til vores segment. HL har ligesom monopol på den grønne sektor, så det er her, vi kan møde alle og se alting og samtidig få vist, at vi er en attraktiv arbejdsplads, forklarer Bo Skjoldager Andersen.

Råd om billig drift

Jespers Planteskole er også ny udstiller på Have & Landskab i 2023, og beslutningen om at deltage kommer måske bag på nogle, da planteskolen har ekspanderet voldsomt på især privatkundemarkedet i de seneste fire år. Men de professionelle kunder er ikke glemt, og det er en af grundene til, at man har valgt at investere i en stand på HL23, fortæller planterådgiver Pia Elkjær-Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi lever og ånder stadig for at give de professionelle kunder produkter og løsninger, der virker netop for dem. Derfor står vi klar i Slagelse i år for at vise, hvad vi kan tilbyde, og især hvordan vi kan hjælpe med rådgivning. De fleste er jo på jagt efter grønne arealer der ser godt ud og ikke kræver så meget i den daglige drift. Samtidig må det meget gerne være godt for biodiversiteten, og alt det glæder vi os til at tale med fagfolkene om, forklarer Pia Elkjær-Christensen.

Branchen trækker

HL23 byder - blandt meget andet - på det nye tiltag "Skovbrugsmesterskaberne for elever" som kommer til at skabe masser af liv og opmærksomhed på Skov- og naturteknikeruddannelsen på årets udstilling.

En af drivkræfterne bag konkurrencen er formanden for Skoventreprenørforeningen, Nickolai Schlechter, så det var oplagt, at hans virksomhed Skov og Gren også skulle deltage på Have & Landskab i år. Men faktisk slap han helt for at betale for sin stand, fortæller Nickolai Schlechter.

- Det er jo en voldsomt relevant messe, hvor vi kan møde alle leverandører og kollegaer indenfor natur-, skov- og landskabspleje og arboristfaget. Desuden håber vi, at mindst en af vores elever skal dyste til skovbrugsmesterskaberne, og så er vi jo nødt til at være dernede og bakke op, siger han.

- Vi vandt opgaven med at udvide en del af Have & Landskabs arealer i et skovområde, og med den opgave fulgte faktisk også en gratis standplads. Det var jo heldigt, men sjovt nok havde vi allerede besluttet at købe en stand i år, for det er jo en voldsomt relevant messe, hvor vi kan møde alle leverandører og kollegaer indenfor natur-, skov- og landskabspleje og arboristfaget. Desuden håber vi, at mindst en af vores elever skal dyste til skovbrugsmesterskaberne, og så er vi jo nødt til at være dernede og bakke op, understreger Nickolai Schlechter.