Lyt til artiklen:

Næste generation tager over på Holdens Planteskole

00:00
Hastighed: ???x
03:23

Abonnementsartikel

Juraen og økonomien er helt på plads, og officielt er generationsskiftet hos Holdens Planteskole gennemført i begyndelsen af april.

- Vi har af praktiske årsager valgt først at markere generationsskiftet den 23. august. Lige præcis den dag har planteskolen nemlig 40-års fødselsdag, fortæller Bjarne Holden til Fritidsmarkedet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han mener, at det er en glimrende dag at vælge som endelig overdragelse og sidste arbejdsdag på virksomheden lige syd for Vejen.

Tredje generation klar

Fremover er det derfor Bjarnes nevø, 35-årige Emil Andreas Jensen, der står i spidsen for planteskolen, som faktisk kan spore sin historie helt tilbage til umiddelbart før 2. Verdenskrig. Emil er Bjarnes nevø, og dermed har tredje generation af familien sat sig for bordenden.

De seneste 40 år under Bjarne Holden har det været en ren engros virksomhed, og det forsætter under den nye ejer.

- Vi har gennem en årrække været totalleverandør i vores sortiment til den grønne sektor. Det er som regel projektsalg i forbindelse med større bygge-/anlægsprojekter som for eksempel hospitalsbyggeri og lignende, hvor vi sælger til den anlægsgartner, som har vundet entreprisen med det grønne, fortæller Bjarne Holden.

Mekanisk produktion

Han har ansvaret for salg i virksomheden, mens Emil Andreas Jensen styrer den omfattende produktion, hvor der i sæsonen er mange ansatte. Holdens Planteskoles sortiment består af hele 8000 forskellige planter, hvor man selv producerer de 120 mest gængse arter - som for øvrigt dækker en tredjedel af omsætningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gennem de senere år har vi investeret en del penge i mekanisk produktion med mange maskiner og blandt andet GPS-styring. Det betyder en mere miljørigtig drift med formindsket brændstofforbrug og mindre gødning, forklarer Emil Andres Jensen.

Han købte den første tredjedel af virksomheden tilbage i 2018, og siden har Emil og Bjarne i fællesskab arbejdet på generationsskiftet med alt hvad dertil hører af læring og overdragelse. Emil har dog baggrunden i orden, idet han er udlært landmand med en jordbrugsteknolog oven i. Og med snart seks år på Holdens Planteskole i bagagen har den nye indehaver lært gartnerfaget og er klar til at kaste sig over opgaven uden at have Bjarne som medindehaver.

Salgssituationen er også blevet styrket over de sidste par år. Karsten Meldgaard, som har været i firmaet i flere år, bliver den nye salgschef.

- Vi har forberedt os rigtig godt lige fra begyndelsen, og vi har brugt tiden effektivt, så jeg er klar, siger Emil Andreas Jensen.

Træder helt ud

De seneste par år har planteskolen bygget salgsafdelingen yderligere op, så alt er veltilrettelagt, når Bjarne Holden holder sidste arbejdsdag om cirka fire måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fra begyndelsen aftalt, at jeg træder helt ud. Ikke noget med at komme forbi et par timer hver eftermiddag. På den måde markeres det tydeligt over for både kunder, samarbejdspartnere og ansatte, at vi har foretaget et ejerskifte, siger Bjarne Holden, som rent faktisk flytter væk fra området, så snart det nye hus i Vejle er færdigbygget.

- Det bliver en spændende udfordring for mig, som jeg føler mig 100 procent klar til. Og selvom Bjarne flytter, så har jeg fået lov til at få hans nye telefonnummer, bare for en sikkerheds skyld, siger Emil Andreas Jensen med et smil.