Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Tresporet faunapassage under motorvej
Større faunapassager er tydelige for bilister, når de anlægges som broer over motorvejen, men på Fyn er der nu anlagt en faunapassage, hvor dyrene kan passere under motorvejen. Og det er ikke tilfældigt. Placeringen af faunapassagen ved Gremmeløkke Å ved Ejby er bevidst valgt fordi åer i landskabet er en naturlig ledelinje for rådyr, odder og rigtig mange andre dyr.
- Inden faunapassagen blev anlagt, var der allerede stier fra rådyr, der fulgte åen, men ingen krydsede vejen. Motorvejen er en fysisk barriere for dyrenes frie bevægelighed i området, og det er af hensyn til trafiksikkerhed og dyrevelfærd, at der i alt er blevet etableret fem faunapassager langs den fynske motorvej. Faunapassagen ved Gremmeløkke Å ved Ejby er den største på strækningen og beregnet til rådyr og andre pattedyr, siger Robin Højen Madsen, projektchef i Vejdirektoratet.

Motorvejen er tilbage fra 1970'erne. Dengang tænkte man ikke i faunapassager, og der var heller ikke så meget trafik som i dag, så dyrene kunne lettere passere motorvejen. Sådan er det ikke i dag. Derfor blev det tænkt ind i udbygningen af motorvejen, som har stået på fra 2019 til nu.
- Vi har allerede konstateret spor fra rådyr i passagen, så de er allerede blevet opmærksomme på faunapassagen og begynder at bruge den, slutter Robin Højen Madsen.
Sådan er faunapassagen bygget
Forberedelserne til faunapassagen blev udført i 2022 og frem til nu. Blandt andet blev motorvejsstykket over den kommende faunapassage bygget om til en bro, hvilket var en forudsætning for arbejdet med at fjerne jorden under motorvejen.

Dernæst gik Vejdirektoratets entreprenør i gang med at fjerne al jorden under motorvejen - i alt 2000 kubikmeter jord - og låget på det betonrør, Gremmeløkke Å løber i, blev fjernet. Som det sidste blev stierne på hver side af åen anlagt.