Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Minigrise med muligheder
I de senere år har begrebet selvforsyning rodfæstet sig hos mange danskere.
Og netop tanken om at være fuldstændig selvforsynende er også bevæggrunden for tilstedeværelsen af en større flok minigrise på et 17 hektar naturskønt område syd for Brørup i Jylland.
Her bor Dines Holm, som sammen med sin kæreste Kristine Jensen driver et fritidslandbrug på en gammel vandmølleejendom. Til dagligt er det Kristine Kromann, der står for arbejdet med minigrisene.
Men selv om der er tale om et fritidslandbrug, så er der et større mål med "hobbyarbejdet".
- Vi har en målsætning om at blive selvforsynende og samtidigt vise, at man kan skabe en positiv økonomi på en lille drift. Og det er vi godt på vej til med alle de tiltag, vi har gang i. Det er faktisk muligt at lave en årsløn på en lille ejendom. Man skal bare tænke lidt utraditionelt og finde forskellige nicher, så kan det godt lade sig gøre, fortæller Dines Holm.
En af grundpillerne i fritidslandbruget blev skabt for nogle år siden.
- For cirka seks år siden kom minigrisene ind i billedet. Jeg har tidligere været mælkeproducent, før jeg startede som selvstændig. Der havde jeg grise gående til eget forbrug, og så syntes vi, at det kunne være rart igen at have grise til fryseren.
Men fra at være en blanding af kælegrise og kød til fryseren, har de små, populære grise udviklet sig til en forretning. Fra starten var det egentlig bare meningen, at parret ville være selvforsynende med grisekød.
- Men så gik udviklingen lidt hurtig, og i dag laver vi grise, som vi blandt andet sælger en del af til kælebrug. Det er til folk på landet, der har en mindre matrikel og gerne vil have et par grise gående, siger han.
Specialiteter
Det er dog ikke kun til hygge og fornøjelse, at de små grise bliver produceret.
- Vi er begyndt at lave nogle specialiteter i samarbejde med Varde Ådal Lam, et familieejet økologisk landbrug, og Enghavegård. Det er blandt andet lufttørrede skinker og specialpølser til tapas, fordi kød fra minigrise egner sig rigtigt godt til grill, for eksempel helstegt minigris. Vi får dem også skåret ud som køller, spareribs og gode ben. Der er rigtigt mange muligheder, understreget Dines Holm.
Grunden til, at kødet fra minigrisene er så populært, er, at det har en høj fedtmarmorering, som gør det ekstra saftigt og lækkert. Så saftigt, at det ifølge Dines Holm næsten er umuligt at stege tørt.
- Der er en stor og voksende interesse for de specialting, vi laver. Mange, der har smagt kød fra minigrise, synes, at det er super lækkert kød i forhold til kød fra en traditionel gris.
Juletræsgrise
Ud over at producere lækkert kød, så eksperimenterer Dines Holm og Kristine Kromann med at lave forskellige krydsninger, så de får grise med forskelligt udseende og størrelser, der passer til præcist til det, grisene skal bruges til.
Og nu er der kommet et yderligere ben på minigriseproduktionen.
- Sidste skud på stammen er, at vi i samarbejde med nogle juletræsproducenter bruger grisene til at fjerne ukrudt mellem juletræerne. Det kan de gøre uden at ødelægge juletræerne, fortæller Dines Holm.
- Minigrisene er ikke så slemme til at grave, som store grise. De ødelægger ikke grenene, men de elsker grønt og ukrudt.
Smarte og nøjsomme
Grunden til, at mingrisene er blevet så populære, er dels, at de bliver meget kælne og er meget intelligente, og dels at de er yderst nøjsomme. Men det er ikke alle, der kan købe grise hos parret, for de sælger kun solgt til personer, der er CHR-registrerede. Det sker for at være sikker på, at alle regler om grisehold bliver overholdt.
- Minigrisene er perfekte til folk på landet, der har et lille stykke jord. De er nemme at have gående og kræver ikke det store. Selvfølgelig er der noget med indhegning og lovgivning, men vi står hele tiden til rådighed med rådgivning, så det er ikke sådan, at man bare køber en gris og så står på egne ben. Reglerne er lavet til store grisehold, og det kan være svært som almindelig fritidslandmand at tyde, siger han.
Uanset om man har én eller mange minigrise, så skal de skal registreres som hobbygrisehold. De skal øremærkes og der skal laves flytningsdokument. Hertil kommer regler om indhegning, der også skal leve op til lovgivningen plus forskellige former for skiltning.