Lyt til artiklen:

Her er hurtigt overblik over dine naboers ejendomsvurderinger

00:00
Hastighed: ???x
03:32

Abonnementsartikel

Fra 1. januar 2024 træder et nyt boligskattesystem i kraft i Danmark.

I den forbindelse har Vurderingsstyrelsen blandt andet offentliggjort nye, foreløbige ejendomsvurderinger for 2022, der vil danne grundlag for den boligskat, som boligejerne i første omgang står til at betale i 2024.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og som noget nyt tilbyder Boligsiden sammen med IT-virksomheden Septima nu en service, hvor man blandt andet kan se de foreløbige 2022-vurderinger i ens lokalområde på kort.

Se det her

rich-media-2
Som noget nyt viser Boligsiden de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 på kort. Grafik: Boligsiden.

- De nye, foreløbige ejendomsvurderinger har været genstand for meget uro og forvirring, som skaber utryghed blandt boligejerne. Det vil vi gerne være med til at modvirke, og derfor giver vi adgang til et værktøj, der tilbyder boligejerne et overskueligt overblik over vurderingerne i deres nærområde, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:

- Kortet giver den fordel, at boligejerne nemt og hurtigt kan se, hvad lignende ejendomme i deres nabolag er vurderet til, og på den måde kan de få en fornemmelse af, om deres egen vurdering synes rimelig ud fra den betragtning. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at kortet ikke kan stå alene til at bedømme, om ens ejendomsvurdering er retvisende, men det kan give et pejlemærke om, hvad ejendomme i nærområdet overordnet set er vurderet til.

Overblik og nuancer

Den nye kort-funktion er udviklet af IT-virksomheden Septima, som er specialister i systemudvikling inden for ejendomsdata og grunddata.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Bo Overgaard, partner og direktør i Septima, giver et kort mange flere fordele end ved at præsentere informationer udelukkende på skrift.

- Vi har i mange år specialiseret os i af visualisere data ved hjælp af kort, fordi det giver brugere en bedre forståelse af ofte komplekse informationer, hvilket de nye ejendomsvurderinger tilsyneladende har vist sig at være, siger han og tilføjer:

- Ikke alene giver kortet et bedre overblik, end hvis informationerne stod sort på hvidt. Kortet åbner også muligheden for vise flere nuancer, som det er tilfældet her, hvor man eksempelvis nemt kan afkode variationerne i prisniveauet for ejendomsvurderingerne lokalt ved hjælp af blandt andet farver.

Sådan gør du

Kortet er i udgangspunktet et danmarkskort, hvor man som bruger indtaster adressen for den ejendom, som man ønsker at se den foreløbige 2022-vurdering på.

Herefter zoomer kortet ind på adressen og viser samtlige foreløbige ejendomsvurderinger for omkringliggende ejendomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Øverst i højre hjørne er det muligt at veksle mellem at se boligernes ejendomsværdi og grundværdi. Samtidig kan man her veksle mellem at se de hidtil gældende vurderinger fra 2011 og de nye, foreløbige ejendomsvurderinger for 2022.

Kortet er desuden udstyret med en farveskala, som illustrer variationerne i ejendommenes ejendomsværdi og grundværdi i kroner per kvadratmeter grundareal. Jo mørkere farven er, desto højere en værdi er ejendommen vurderet til.

Indtil videre kan samtlige vurderinger for boligtyperne villaer og rækkehuse samt sommerhuse ses på kortet ved at indtaste en specifik adresse.