Lyt til artiklen:

Danmarks dybeste sø kan levere varme

00:00
Hastighed: ???x
03:07

Abonnementsartikel

Den aktuelle situation med krig og stigende energipriser har medført et øget behov for at se nærmere på muligheden af at tilføre det voksende fjernvarmenet mere bæredygtig energi.

Derfor besluttede de tre kommuner rundt om Furesøen, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Furesø i august 2022 sammen med Forsyningsselskaberne Vestforbrænding og Norfors med et forprojekt at undersøge muligheden for at etablere et varmegenvindingsanlæg i Furesøen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Formænd for Klima- og miljøudvalg i hhv. Rudersdal, Furesø og Lyngby-Taarbæk kommuner, Court Møller, Lene Munch-Petersen og Richard Sandbæk. Pressefoto.

Ikke ny idé

Tanken om genvinding af varme fra Furesøen er ikke ny, men af forskellige årsager, blandt andet skrappe natur- og miljøkrav, er ideen tidligere opgivet, inden man er nået ret langt.

Rapporten konkluderer, at der er en fornuftig business-case, og at det bør være muligt at finde en plads tæt ved søen til etablering af en vekslerbygning. Nu skal det undersøges, om der kan etableres et anlæg, som også lever op til de skrappe miljøkrav.

- De tre kommuner er enige om, at det er en god ide at udnytte energien i Furesøen til fjernvarme. I dag hænger fjernvarmesystemet sammen, så uanset hvor vandet trækkes i land vil alle fjernvarmeforbrugere få gavn af denne mulighed for stabil bæredygtig energi, siger Court Møller, formand for Klima- og Miljøudvalget i Rudersdal Kommune."

Unikke betingelser

Furesøen giver nogle unikke betingelser for udnyttelse af søvarme. Først og fremmest gør søens dybde, at vandet i de dybereliggende dele af søen har en konstant temperatur på mellem 4 - 10 grader. Samtidig er et søvarmeanlæg et anlæg der, i modsætning til store varmepumper, solcelleparker og vindmølle, ikke fylder ret meget i landskabet.

- I forhold til de landbaserede alternativer som vindmøller, solcelleparker og store luft/vand varmepumper sætter et varmegenvindingsanlæg i Furesøen et meget lille fysisk aftryk. En landbaseret vekslerbygning skal støjdæmpes effektivt og udformes på en måde, så det passer til omgivelserne. Det er vigtigt, at der sker en grundig involvering af borgere og særligt berørte naboer i forbindelse med et eventuelt projekt, siger Richard Sandbæk, formand for Teknikudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forprojektet giver ikke noget svar på, om natur- og miljømyndighederne kan godkende et varmegenvindingsprojekt. Her skal der gås et spadestik dybere.

De tre kommuner og Vestforbrænding ønsker derfor at forsætte arbejdet fra forprojektet i en fase 2, hvor de natur- og miljømæssige påvirkninger skal afdækkes.

Målet skal være at få belyst de konsekvenser driften af anlægget kan få på søen, og samtidig forsøge at tilpasse anlægget, så disse konsekvenser undgås. Til det formål ønsker Styregruppen at tage en tidlig dialog med relevante myndigheder og samtidig inddrage vidensinstitutioner i udviklingen af teknologier, så der måske kan afdækkes synergier, der kan nedbringe den samlede påvirkning af søen.