Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Solceller til indkøbspris
Mange landmænd, der har øjnene rettet mod den grønne omstilling, kaster i denne tid også opmærksomheden efter solceller. De fleste landbrug har masser af tag eller arealer, der kan huse de energivenlige solceller, men for mange er spørgsmålet stadigvæk, om det kan betale sig lige nu.
Den udfordring har man taget til sig i firmaet Sol Nu, der er ny på markedet for solceller til erhverv. Her ønsker man nemlig ikke, at prissætningen skal være en barriere for den grønne omstilling.
- Vi har arbejdet med vindmøller og grøn omstilling siden 2014. Og sidste år gik vi og overvejede, om vi skulle gøre noget i solceller. I januar gik vi så i gang med at få lavet samarbejdsaftaler med leverandører i Kina, og nu er vi kommet igennem med reelle aftaler her efter sommerferien, fortæller Pernille N. Jensen fra Sol Nu, der har hjemme i Randers.
Ublu prissat
Firmaet fik lavet en konkurrenceanalyse i forhold til priserne på erhvervsdelen herhjemme, og den viste, at der var et voldsomt gab i forhold til, hvad man kunne købe solceller hjem til, og hvad de rent faktisk blev solgt til herhjemme.
- Vi syntes, at markedet var for ublu prissat. Så vi startede en forretning op for at se, om vi kunne komme i mål med en grøn omstilling hurtigst muligt. Vi forsøger at vende solcellemarkedet på hovedet ved at udfordre de høje avancer i markedet, så flest mulige kan være med på en grøn omstilling til indkøbspriser. Vi går ikke ned på kvaliteten, men er meget skarpe i indkøb, har skåret alle mellemled væk både indenlandsk og udenlandsk, har direkte import- og salg og et meget lavt avance- og omkostningsniveau, understreger Pernille N. Jensen.
Derfor tilbyder Sol Nu solcelleanlæg og montering til indkøbspriser.
- Det gør vi af den simple årsag, at vi seriøst ønsker at fremme den grønne omstilling og ikke ønsker alt for høje priser, så investeringen skal sætte en stopklods for grøn omstilling, siger han.
Vækker undren
Ifølge Pernille N. Jensen har de lave priser vakt undren på markedet.
- Vores største udfordring er p.t., at det simpelthen er svært for slutkunden at forstå, hvordan vi kan sælge et kvalitetsanlæg til så lav en pris i markedet. Flere af vores konkurrenter i markedet påstår overfor kunderne, at det slet ikke kan lade sig gøre at købe anlæg ind til de priser, vi kører med, og at kvaliteten ikke kan matche prisen. Især udtrykket "man må ikke købe det for billigt" er vores store udfordring, da man får samme kvalitet hos os som konkurrenterne, men blot til den billigste pris i markedet, fortæller Pernille N. Jensen.
For at holde priserne så langt nede som muligt, lagerfører Sol Nu ikke solcellesystemerne, men bestiller dem hjem direkte fra Kina.
- Vi har den tilgang, at vi kun har enkelte paneler og invertere med mere på lager til ombytning ved garantisager for hurtigere at kunne afhjælpe kunden, men har aldrig hele solcelleanlæg på lager. Vi køber en 40 fods container ad gangen i takt med bestillingerne for at kunne sikre os, at vores kunder altid får de bedste priser i markedet, siger Pernille N. Jensen.
Følger prisen
Det betyder, at tiden fra bestilling til montering kan være op til fire måneder, hvilket er helt normalt på markedet.
- Samtidig så følger vi prisudviklingen uge for uge, så hvis prisen sænkes direkte hos producenten, så sænker vi tilsvarende vores priser, så kunderne altid er sikre på den bedste pris.
Sol Nu har anlæg til både tagmontering og til installation på mark. Anlæggene starter ved 25,2 kW og går helt op til 500 kW, men firmaet er også i stand til at levere større anlæg.
Anlæggene leveres inklusive invertere, solceller, solcellekabel, monteringssystem til tag eller jord samt udfyldte nødvendige bilag.
Herefter står den lokale elektriker for at trække installationskabel fra inverter til installationstavle og derefter tilmelding af anlæg.
Og så er der grøn strøm til landbruget eller virksomheden.