Lyt til artiklen:

Kan vi bygge vægge af halm og tage af tang?

00:00
Hastighed: ???x
03:59

Abonnementsartikel

Hvis vi i Danmark skal reducere byggebranchens CO2-udledning, må og skal vi gå nye veje. Klimaaftrykket fra velkendte materialer som beton og stål skal reduceres. Vi skal renovere vores eksisterende bygninger og genbruge flere byggematerialer. Og så er vi nødt til at udvikle og understøtte brugen af nye og mere bæredygtige byggematerialer.

Det skriver Realdania i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Realdania, der er en filantropisk forening med omkring 180.000 medlemmer, undersøger nu, hvordan biogene byggematerialer kan vinde indpas i byggerier i Danmark.

Ifølge foreningen kan man ved at erstatte egnede konventionelle opbygninger og materialer med biogene bidrage med op mod 75 procent CO2-reduktioner.

- Vi går nu i gang med at undersøge, hvad der skal til for at flere biogene løsninger og byggematerialer ender i håndværkernes hænder og i vores huse. Hvordan kan vi dyrke for eksempel tang, græs og hamp, der i sidste ende skal bruges som byggematerialer, når der skal bygges køkkener, stuer og værelser. Vi har ressourcer i Danmark, vi ikke udnytter, og som har potentiale til at spille en langt større rolle i byggeriet. En større kommerciel udbredelse og anvendelse af de materialer, som vi historisk har brugt til at bygge med, kan blive et helt afgørende element i at nedbringe byggeriets klimaaftryk," siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.

Fyrtårne af halm, ler og tang

Innovation, produktudvikling og afprøvning af konkrete materialer bliver et vigtigt element i indsatsen, der på sigt - og i samarbejde med udvalgte bygherrer - skal munde ud i et antal biobaserede eksempelbyggerier af både nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger.

Byggerierne skal vise, hvordan de biogene byggematerialer kan bruges i praksis. Målet er, at håndværkere, arkitekter, bygherrer og ingeniører kan blive inspireret ved at komme helt tæt på løsninger, egenskaber og æstetik.

Indsatsen starter med at se på Danmarks arealer og potentialer for en lang række afgrøder. Det skal være baggrunden for en dialog med produktionsvirksomheder og andre aktører, som kan indgå i de nye, biobaserede værdikæder, hvor effektiv produktion er en forudsætning for en konkurrencedygtig udbredelse på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indsatsen 'Veje til biobaseret byggeri' løber fra 2023 til 2025, og en lang række af de mest fremtrædende eksperter i Danmark vil blive inddraget i arbejdet.

De kommer fra Århus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Det Kongelige Akademis Arkitektskole, Smith Innovation, Artelia rådgivende ingeniører og JAJA Architects.

Barrierer og løsninger

Der er et udbredt ønske blandt mange aktører i byggebranchen om at bygge mere bæredygtigt. Men der kan ofte opstå usikkerhedselementer og risici, når de biogene byggematerialer skal tages i brug.

Indsatsen kigger derfor også nærmere på de barrierer, der eksisterer i dag, men også på løsninger, der kan sikre, at fortidens løsninger finder vejen til fremtidens byggeri.

- Der er i dag en lang række barrierer, der gør, at mange vælger de biogene byggematerialer fra. De spænder fra forsikringsforhold og tilgængelighed til byggeegenskaber og holdbarhed. Dem skal vi kigge efter i sømmene, så vi bliver klogere på, hvordan vi på sigt kan reducere eller helt fjerne dem. Og det er vigtigt, at det sker i samarbejde med branchens aktører, forskere og eksperter på området, tilføjer Stig Hessellund.

Indsatsen "Veje til biobaseret byggeri" er en del af Realdanias samlede arbejde for at fremme bæredygtighed i byggeriet.