Lyt til artiklen:

Nu slukker vi for lyset

00:00
Hastighed: ???x
02:55

Abonnementsartikel

De høje priser på strøm har fået flere til at tænke sig om, før der bliver tændt for hjemmets elektriske apparater.

Sidste vinters energikrise og stigende elpriser påvirker stadig danskerne, og de nye vaner ser ud til at blive hængende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige og NRGi.

Særligt ét godt spareråd holder danskerne fast i. Fire ud af ti svarer nemlig, at de nu er mere opmærksomme på ikke at lade lyset brænde.

Og det er ikke bare lyskontakterne, som vi slukker for. Hver femte husker også at slukke helt for strømmen til el-apparater, der står på stand-by.

rich-media-2
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.044 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i november 2023.

Mange holder fast

Ifølge energikonsulent, Bo Halm Andersen fra NRGi, er der grund til at tro, at mange vil holde fast i vanerne.

- Selv om elpriserne ikke længere er nær så høje som sidste vinter, er det tydeligt, at der er kommet et helt andet fokus på at spare. Og når mange familier både er ramt af høje renter og inflation, så giver det god mening at holde fast i nogle gode vaner om at spare, hvor man kan, siger Bo Halm Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge undersøgelsen har 25 procent ændret vaner, når de bruger vaske- og opvaskemaskinen, som først kører, når de er helt fyldt. Tilsvarende svarer 17 procent, at de bruger de energibesparende funktioner på opvaskemaskinen og vaskemaskinen. I undersøgelsen svarer 21 procent også, at de nu bruger tørretumbleren mindre eller aldrig.

Sparer penge

Der er penge at spare, hvis man holder øje med, hvornår på døgnet el er billigst. I vinterhalvåret er strøm typisk dyrt i tidsrummet kl. 17-21 på grund af netselskabernes vintertariffer. Undersøgelsen viser, at mange danskere stadig følger rådet om at flytte forbruget til tidspunkter, hvor prisen er lavest. Hver tredje svarer nemlig i undersøgelsen, at de primært bruger strøm, når det er billigt.

Det er positivt, at så mange er blevet bevidste om at holde elforbruget i ro af hensyn til både klimaet og privatøkonomien, understreger Henrik Sagild, der er direktør i skade hos Gjensidige.

- Man kan spare meget, hvis man tænker sig om og planlægger strømforbruget. Men det er også vigtigt at tænke over at være hjemme og vågen, når man sætter fx tørretumbleren og vaskemaskinen i gang. Vi ved desværre, at en del brande starter i de større elektriske apparater, så det er vigtigt at være opmærksom på risikoen og naturligvis at have en røgalarm, siger han.

Hvis du vil tjekke, hvornår elprisen er lavest, er der flere apps, som viser elprisen ca. et døgn frem. På elselskabernes egne apps er det også muligt at holde øje med eget forbrug hen over døgnet.