Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan forlænger du levetiden på dit halmfyr
Den 1. januar 2022 blev kravene til udledning af støvpartikler fra nye halmfyr skærpet, hvilket betød, at halmfyrsproducenterne fra den dato forinden opstillingen af halmfyret skulle dokumentere, at det kunne overholde de nye krav.
Siden da har det været nødvendigt at installere filteranlæg på kedel-anlæggets røgafgang, ved opstilling af et ny halmfyr. Dette gælder såvel for portionsfyrede anlæg, som kontinuert fyrede.
Pr. november 2023 er der kun 4 modeller små halmfyr fra en enkelt producent, som kan overholde kravene til udledning, uden filter på røgafgangen.
- Filtersystemer er dels en kraftigt fordyrende installation til halmfyret, og dels er det forudsigeligt, at det vil blive besværligt samt dyrt at vedligeholde sådanne filteranlæg, hvis de monteres på portionsfyrede halmfyrsanlæg. Årsagen er, at særligt filteranlæg med filterposer ikke tåler det, der bare ligner fugt. Fugt vil få støvpartiklerne i filterposerne til at klæbe sammen til faste, hårde masser. Samtidig er driftsmåden på portionsfyrede halmfyr næsten en garant for, at der vil opstå fugt samt kondens i filteranlæggene, forklarer Gunnar Schmidt, der er Energi og teknikrådgiver i Byggeri & Teknik.
Forlæng levetiden
De fordyrende krav til at opstille nye halmfyrsanlæg betyder, at man bør passe særlig godt på det anlæg, man allerede har.
Ifølge energikonsulenten viser erfaringen, at det er ikke nogen særlig kunst at tage livet af et portionsfyret halmfyr i løbet af 10 års brugstid. Kombinationen af mangler ved VVS-installationen samt visse brugsmåder er ganske forkortende for levetiden på et sådant kedelanlæg.
- Men den største, enkelte levetidsforkortende faktor for halmfyr er syreproduktion samt kondens i forbindelse med forbrændingen af halm. Syre og kondensvand til stede på samme tid, betyder, at anlægget ruster indvendigt. Men uanset alderen på et halmfyrsanlæg kan man sætte ind med aktiviteter, som forlænger levetiden på anlægget, siger Gunnar Schmidt, hvis liste over tiltag, som kan forlænge levetiden på et sådant anlæg, er ganske lang.
Gunnar Schmidt opdeler listen i valg af brændsler, fremgangsmåder ved brug og øvrige tekniske tiltag.
Renovering af kedlen
Når kedlen får nogle år på bagen, vil det i en række tilfælde kunne betale sig at renovere kedlen med et nyt sæt isolerende kakler, nye pakninger, indblæsningsdyser og andre sliddele. Og er der kommet en ny styring siden kedlen blev leveret, vil det være en fordel at investere i en sådan samtidig. Ydermere vil det i en række tilfælde være en fordel at give kedlen et nyt røgrørsbatteri, idet røgrørsbatteriet ofte er udsat for angreb af tæring.
- Hvis en kedel renoveres i god tid inden den er helt slidt op, kan levetiden forøges med 60 - 70 procent for en mindre investering i forhold til kedlens nypris, siger Gunnar Schmidt
Tilskud til renovering
Da renovering af halmkedlen øger kedlens nyttevirkning, kan man i reglen opnå tilskud til energibesparelsen fra Energistyrelsens Erhvervspulje. Tilskuddet beregnes ud fra energibesparelsen og må maksimalt udgøre 50 % af de støtteberettigede udgifter.
- Tilskud skal ansøges, inden man bestiller det udstyr, man gerne vil have tilskud til. Kontakt os gerne, og vi kan hurtigt beregne dit mulige tilskudsbeløb, siger Gunnar Schmidt.