Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Her er de billigste træpiller 2024: Prisen falder en smule
Af Bo Andersen
Fritidsmarkedet har i næsten to år fulgt priserne på træpillemarkedet.
Vi har med mellemrum tjekket op til 20 forhandlere for deres billigste priser på træpiller, og vi fortsætter med den løbende priskontrol, selv om der ikke længere er så store udsving på markedet, som der har været i den meget urolige periode, siden krisen brød ud i starten af 2022.
Den gode nyhed er, at priserne fortsat falder en smule.

Vi kigger både hos tyske grænseforhandlere og danske forhandlere.
Det tyske marked er interessant, fordi man som dansker udmærket kan bestille træpiller fra den tyske side af grænsen. Derved slipper man med 7 procent i moms, hvilket - indlysende nok - gør træpillerne billigere, end du kan få dem på det danske marked.
Til gengæld skal du selv stå for transporten, fordi EU-regler forbyder grænseforhandlerne at formidle kontakt til transportfirmaer, når det drejer sig om private personer. Har du et CVR-nummer, er det en anden sag.
Hvis du vil vide, hvor nemt, det er, selv at bestille transport af træpiller i Tyskland, kan du læse mere her:
Prisen falder stadig
Som nævnt er priserne igen faldet en smule. Sidst vi tjekkede var i november 2023. Her kostede de billigste træpiller 2,27 kroner per kilo (inklusive levering) hos den billigste grænseforhandler.
Denne pris er nu steget til 2,78 kroner per kilo, men til gengæld er de danske priser gået en smule ned.
Således skulle den kendte forhandler Stampemøllen have 3,66 kroner kiloet i november, og denne pris er nu faldet til 3,50 kroner per kilo - inklusive levering.
Hvis man regner gennemsnittet af priser ud hos de forhandlere, vi har kontrolleret, så er prisen faldet fra 3,44 kroner i november 2023 til 3,42 kroner her i januar 2024.
Det lyder måske ikke af så meget, men her er det tendensen, der er afgørende. Og tendensen er klart faldende, hvilket du selv kan tjekke ved at se de tidligere prisbarometre, som Fritidsmarkedet har lavet.
Det er vigtigt at understrege, at Fritidsmarkedet intet har med de udvalgte forhandlere at gøre, og vi har intet økonomisk mellemværende med nogle af dem.