Lyt til artiklen:

Pas på skimmelsvampen

00:00
Hastighed: ???x
03:36

Abonnementsartikel

Mere end hver tiende husejer oplever problemer med fugt og skimmelsvamp. Den helbredsskadelige svamp gemmer sig i for eksempel fugtophobede vægge og bag tapeter og paneler, og den kan være umulig at opdage, når man som helt almindelig forbruger er ude at kigge på ny bolig.

Mange huskøbere vender sig mod tilstandsrapporten, men den afslører ikke nødvendigvis, om der er grund til bekymring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Danske Boligadvokater i en pressemeddelelse.

Foreningen anbefaler derfor, at man so boligkøber afsætter tid til at undersøge eventuel forekomst af fugt og skimmelsvamp, da man i værste fald kan være nødt til at fraflytte boligen midlertidig, skille sig af med en del af indboet og måske endda stå med en stor regning.

Forsikringen dækker nemlig ikke nødvendigvis. Dertil kommer de sundhedsskadelige faktorer.

Skimmelsvamp kan blandt andet opstå på grund af fugt, og derfor kan risikoen for skimmelsvamp øges efter fx en vandskade. Husforsikringen dækker kun skimmelsvamp, hvis skaden opstår som følge af en anden dækket skade, for eksempel et sprunget rør eller en vandskade, der er en følge af skybrud, storm eller brand.

Skimmelsvamp dækkes ikke automatisk, fordi den ikke nedbryder selve bygningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fugt kan skyldes:

Men der kan sagtens være skimmelsvamp i boligen, selvom der ikke har været en skade. Der kan være mange årsager til, at der er fugtigt i boligen. Fugten kan skyldes:

Dårligt indeklima - fordi der ikke er blevet luftet tilstrækkeligt ud i boligen; hvis sælger har tørret tøj i boligen, undladt at lufte ud efter badet eller ikke tændt emhætten under madlavning.

Utætte eller dårligt isolerede vinduer.

Dårligt isolerede vægge, som giver kondens på kolde overflader.

Utæt tag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprunget vandrør.

Manglende korrekt vådrumssikring på badeværelser.

Opstigende grundfugt

Undersøg, undersøg og undersøg

- I første omgang handler det om at være opmærksom, når man er ude og kigge på boligen. Problemer med fugt og skimmelsvamp er som regel størst i boliger af ældre dato, men vi ser det også i nybyggerier, pointerer Alexander May-Worre, bestyrelsesmedlem i Danske Boligadvokater.

- Du kan gøre en del på egen hånd, når du kigger bolig. Noget så enkelt som at mærke efter, om murene er kolde, og hvis der er kælder, så vær opmærksom på luften. Man kan ofte "dufte" skimmel. Dufter der af kaffe, nybagte boller eller parfume, så kom igen på et andet tidspunkt. Hvis der opstår en mistanke, kan man få en skimmelhund til at undersøge boligen. Den kan dog ikke afgøre, om der risikerer at komme skimmelsvamp på et senere tidspunkt. Det kræver en byggeteknisk ekspert, som kan vurdere konstruktionerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alexander May-Worre anbefaler også, at man spørger specifikt ind til, om der tidligere har været problemer med fugt eller skimmelsvamp:

- Men vær opmærksom på, at du ikke kan vide dig sikker på de svar, du får - heller ikke tilstandsrapporten. Det kan være svært at gennemskue de mange dokumenter og forsikringer, og boligadvokaten er med til at sikre dig den mulige dækning. Brug din sunde fornuft og lav dit undersøgelsesarbejde grundigt før købet, da skimmelforekomst kan være særdeles dyrt at fjerne og i øvrigt med følgende risiko for dit helbred.