Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
To særlige pingviner skal navngives
Den første klækkede lidt midt i åbningstiden, og begge kom til verden i sommer. En fjerprøve har afsløret deres køn, og nu skal navnene på de to hanpingviner findes - med hjælp fra gæsterne.
Det skriver Kattegatcentret i en pressemeddelelse, hvis akvarium i Grenaa har mere end 200 arter fra Kattegat.
- Det har været rigtig spændende at følge pingvinungerne fra de var inde i ægget, til de nu er fuldvoksne pingviner, der til fulde begår sig på lige fod med deres artsfæller i pingvinanlægget - om end de stadig er mere legesyge, som unge pingviner naturligt er.
- Så det er mere end på tide, at de får et navn, og jeg glæder mig meget til at se, hvad vores kreative gæster finder på, siger Rune Kristiansen, marinbiolog og kurator i Kattegatcentret, i meddelelsen.
De to pingviner er de første pingvinunger i Kattegatcentrets historie.
Ekstra præmie
I vinterferien kan centrets gæster komme med deres bud, og efter ferien vil de tre bedste forslag til hver hanpingvin blive udvalgt til en endelig afstemning online.
Denne afstemning vil afgøre, hvad de to pingvinger kommer til at hedde, oplyser Kattegatcentret.
- Jeg håber, at de får nogle gode pingvinnavne, der passer til to aktive pingvinhanner, siger Rune Kristiansen.
- Og så glæder jeg mig da også til at give de to vindere af navnekonkurrencen en helt enestående oplevelse i pingvinanlægget, hvor de får mulighed for at håndfodre vores pingviner sammen med pingvinernes dyrepasser, siger marinbiologen.

Derudover bliver det muligt at opleve pingvinernes lynhurtige jagtegenskaber på nært hold. Det er første gang siden pingvinerne ankom til det toetagers store pingvinanlæg i 2022, lyder det.
- Æselpingviner er verdens hurtigste pingviner, og det er ret spektakulært at se dem suse gennem pingvinanlæggets 200.000 liter iskolde bassin på jagt efter brislinger - og det bliver der mulighed for hver dag i vinterferien, siger Rune Kristiansen.