Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Her er Danmarks bedste rideruter
Foråret nærmer sig. For mange hesteejere betyder det, at trangen til at komme ud i det fri sammen med den firbenede bliver overvældende.
Og uanset hvor man er i landet, er der ikke lang til en fantastisk ridetur.
Derfor har vi samlet nogle af de bedste rideruter i landet, som de fleste har mulighed for at nå frem til.
Riderute Sydfyn
Vi starter på Fyn, nærmere betegnet Sydfyn, et af de smukkeste områder i Danmark. Her har de sydfynske godser Brahetrolleborg, Holstenshuus og Steensgaard har åbnet deres ejendomme for ryttere på en række anlagte ridestier.
Sammen med ridestierne i Svanninge Bjerge og Naturstyrelsens skove omkring Sollerup udgør de én af landets smukkeste og længste rideruter.
Faktisk kan du komme ud på en 75 kilometer lang rute, som veksler mellem natur og historie. Du rider fra gamle skove over vidtstrakte herregårdsmarker, og langs turen kan du opleve en fantastisk udsigt over det fynske øhav.
Snyd ikke dig selv for en tur i Svanninge Bjerge, der er et stort sammenhængende naturområde på næsten 500 ha. Her finder du et meget kuperede terræn og store åbne områder med græssende Welsh Black-kvæg.
Du skal dog helst have lidt terrænrutine da ruten går cross crountry.
Mols Bjerge National Park
Befinder du dig i nærheden af Djursland, så må turen gå til Mols Bjerge National Park. Ligesom på Sydfyn er der tale om ridestier, der iokke bare giver en dejlig tur med hesten.
Du får en tur gennem et stykke historie, da Mols Bjerge er et dødislandskab, hvor isen stoppede sin fremdrift for cirka 18.000 år siden.
Området er en af de største nationalparker i Danmark, og dækker over 18.000 hektar, og der er mulighed for at se både bronzealderhøje, naturplejedyr og bakkede åbne overdrev med lyng og enebær.
Rold Skov
Rold Skov i Nordjylland er et af landets flotteste skovområder, og her må du gerne ride, hvis du holder dig til den nordlige del af statsskoven, hvor der er fri ridning undtagen på gravhøje og andre fortidsminder.
Her kan vi især anbefale området omkring Arden og St. Økssø, hvor der er ridestier.
Troldhedestien
Tager vi længere sydpå i Danmark, så dukker Troldhedestien op. Den starter ved Marielundskolen i Kolding midtby, hvorfra den løber nordpå gennem skoven.
Troldhedestien følger den tidligere jernbane, Troldhedebanen, ud i landskabet fra Kolding og ud i det åben landskab via Marielundskoven og Bramdrup Skovs stejle overdrevsskrænter.
Stiens fulde længde er 14 km og består af både grusveje, skovveje og anlagte stier. Det er en smuk rute gennem naturen med historisk værdi.
Dyrehaven
Er man på Sjælland vil mange mene, at en tur i Dyrehaven ved Klampenborg er anbefalingsværdig.
Der er da også mange ridestier, men af hensyn til hjortene er der begrænsninger i sommerperioden.
Rude Skov, Nordsjælland
Så i stedet for at ride rundt mellem mange turister, så kunne turen gå til Rude Skov på Nordsjælland. Her er der en stor og spændende skov at ride i.
Landskabet er kuperet og byder blandt andet på det højeste punkt i Nordsjælland, Maglebjerg, som er 91 meter over havoverfladen.
Rude Skovs areal er på 580 ha., og der er kun enkelte steder, hvor der er skiltet med rideforbud.
Finnedalen
Sidste stop på vores tur gennem Danmark må nødvendigvis være Bornholm. Og her kunne turen meget fint gå til øens nordlige område, nærmere betegnet Finnedalen ved Allinge.
Her finder du en seks kilometer lang rute, der går forbi Hammershus, Finnens Top, Egisdalen og Paradisdalen.
Der er tale om en udfordrende rute, som blandt andet går gennem stejlt og klippefyldt terræn.
Hvis du rider hele ruten, som er på cirka 27 kilometer, skal du regne med at bruge knap otte timer på hesteryg.