Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kirsten åbner vildtpleje i mosen
Vilde dyr i Roslev og omegn får deres redningskvinde tilbage.
Kirsten Kjær slår nemlig snart dørene op for sin vildtplejestation. Hun har tidligere været vildtplejer, men måtte midlertidigt stoppe, da hun fraflyttede sin landejendom for at finde et mindre sted i samme område.
Dybt tilfredsstillende
På landejendommen havde hun blandt andet heste, hunde og katte, mens hun igennem 15 år tog sig af flaskelam. Nu har hun bosat sig i et moseområde, hvor hun nyder udsigten til naturens vilde dyr sammen med sin hund, som er det eneste husdyr, hun selv har i dag.
Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til flere dyr i hendes liv - særlig dem, der er i nød.
- Det er dybt tilfredsstillende at hjælpe dyr og se dem få det bedre, forklarer Kirsten Kjær.
Som vildtplejer må man nogle gange erkende, at dyrets liv ikke står til at redde, men til gengæld vækker det en stor glæde, når man får et dyr tilbage på højkant.
- Den største glæde er, når det lykkes. Nogle gange skal dyrene bare ind og have noget varme og væske. Det er en stor tilfredsstillelse, når man kan få gang i dem og bagefter slippe dem ud i naturen igen.
- Hvad vil verden være uden naturens smådyr. Jeg hygger mig med min daglig rutine, hvor jeg fodrer og renser bure for mine logerende, fortæller Roslevs tilbagevendte vildtplejer med entusiasme i stemmen.
Hvis du oplever et dyr i nød, kan du døgnet rundt ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Pindsvinene delte med hunden
Selvom dåbsattesten skriver 77 år, skal det ikke forhindre Kirsten i at hjælpe, hvor hun kan. Som udgangspunkt har hun meldt sig til at hjælpe, hvis pindsvin, egern eller lignende størrelser kommer i knibe, da fysikken ikke længere rækker til at arbejde med eksempelvis fugle, hvor man skal være kvik på fødderne.
Og netop pindsvinet har Kirsten haft et særligt forhold til gennem livet.
- Der har altid været pindsvin i haven, der hvor jeg boede. Den store hund, jeg havde, blev fodret udenfor, og der kom pindsvinene og spiste resterne, hvis der ikke var spist op. Vi kunne høre deres små tæer, når de gik op i madskålen. Mine hunde og katte har aldrig gjort dem noget, så det har fungeret helt vildt fint.
I sit nye hjem i Roslev har Kirsten Kjær fået indrettet sit udehus til pindsvinene, mens hun er ved at få foder hjem og de sidste ting på plads. Udgifterne til vildtpleje dækkes af Dyrenes Beskyttelse.
Hvad kræver det?
Du har plads til at opsætte en vildtplejestation på din grund, eller også har du en tom bygning til formålet. Du skal skabe et sted, hvor dyrene kan få ro til at komme sig
Du har tiden til at pleje vilde dyr. Du skal ville arbejdet og virkelig ønske at hjælpe dyrene på deres præmisser
Du har et godt kendskab til og stor interesse for faunadyr og vil gerne lære mere
Du har et realistisk syn på, hvad der er bedst for dyret. Du har altid øje for dyret og dets behov: Ved at observere dyret og dets adfærd skal du vurdere dets tilstand og behov og handle derefter
Du har hænderne skruet godt på, så du selv kan banke et søm i
Du har respekt for de andre frivillige. Du holder en god omgangstone samt udviser respekt for andres meninger og input til arbejdet med dyrene