Lyt til artiklen:

Klovdag og hovdag på Lemvig Dyrskue

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Abonnementsartikel

På klovdagen lørdag den 1. juni er det især de sortbrogede malkekøer, der skærper konkurrencen med flere deltagende dyr - fra 31 sidste år til 43 i år - mens kødkvæget er stabilt med 17 dyr fordelt på racerne Limousine, Hereford, Grauvieh og Dexter.

I alt er der 69 dyr ved kvægbommene på åbningsdagen, skriver i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søndag er hovdag med heste, og her er der også pæn fremgang. Ikke mindst ved den traditionsrige konkurrence for fritidsheste - fra 12 til 22 dyr i år - som dagen igennem også dyster i forskellige agility-aktiviteter i ringen. I alt udstilles der 44 heste.

De 22 avlsheste er fordelt på otte racer: Tinker, Palomino, Fjordhest, Islandsk Hest, Dansk Sports Pony, Welsh Mountain Pony, Shetlandspony og Amerikansk Miniature.

Miniaturepony

En af de udstillede fritidsheste får en særlig rolle, når blot syv-årige Freja Søgaard Porup fra Lemvig og miniature-ponyen Elvis på 21 år optræder med horsemanship i ringen søndag eftermiddag. Det handler om tillidsfuld kontakt mellem hest og rytter.

- Freja og Elvis har kendt hinanden og brugt mange timer sammen, siden hun blev født. I dag er Freja for stor til at ride på den lille pony, men hun træner ham i stedet fra jorden. Med horsemanship-principperne "When horses choose" har hun opnået et godt og naturligt lederskab, der gør, at Elvis helt uden udstyr troligt følger hende igennem og over forskellige forhindringer i både skridt, trav og galop. De er et fantastisk bevis på, at man aldrig bliver for stor til sin pony, siger Masja Reinhard fra Lemvig Marked & Dyrskues hesteudstilling.

Weekendens dyrskue-program byder desuden på blandt andet landboungdoms havetraktortræk, helikopter-rundflyvning samt den populære frokost-uddeling af helstegt gris ved Fjordlands telt.