Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Effektiv og lydsvag robot med kantklipper
Tilbage i marts 2023 testede vi her på Fritidsmarkedet Husqvarnas første kabelfri robotplæneklipper. Der var tale om model Nera 430X, som er beregnet til store plæner - op til 3.200 kvadratmeter. Det vil sige, at den henvendte sig til personer med meget store haver samt professionelle.
Nu er der så kommet modeller, der passer til mere normale græsplæner, så derfor valgte vi at kigge på en af de nye modeller, nemlig Automower Nera 310E.
Der er som nævnt tale om en kabelfri robotplæneklipper, og det i sig selv er jo fantastisk. Det betyder, at det enten er slut med at betale ekstra for at få lagt kabler eller selv at ligge på knæ i flere timer.
Spørgsmålet er, om det så er til at finde ud af at få sat sådan en robot i gang.
Montering
Først og fremmest skulle vi samle robotten, det vil sige montere "ladehovedet" på ladestationen. Her er der to forbindelser: én til strøm og én til at forbinde de to dele med. Det ene stik var nemmere at se, end det andet. Men det lykkedes dog.
(Det skal lige nævnes, at til vores testrobot manglede manualen).
Efterfølgende skulle vi sætte den medfølgende EPOS-sender op, og vi fandt et fint sted, hvor den frit havde udsyn til himlen og alle de lokale satellitter. To skruer og strøm til, intet problem.
Næste skridt var at forbinde robot med henholdsvis ladestation og sender.
Det hele foregår selvfølgelig via en app, som først skal hentes. Det gik smertefrit, og vi fik da også hurtig kontakt til robotten ved at indtaste serienummer, som står angivet på maskinen.
Herefter fulgte vi app'ens anvisninger og fik let og elegant forbundet robotten med henholdsvis ladestation og sender. App'en skulle undervejs genstartes et par gange, men man kunne uden problemer fortsætte, hvor man slap.
Opsætning af kort
Sidste skridt i grundopsætningen var at få lavet et kort over banen til robotten. Vi fulgte anvisningerne og med mobilen i hånden og ved at klikke på pilene på skærmen dirigerede vi Neraen - med uret - rundt på græsplænen, indtil hele banen var tegnet ind, hvorefter vi klikkede "færdig", og robotten var klar til at slå græs.
Sværere var det faktisk ikke, og det er vores påstand, at hvis man har lidt erfaring med en mobilapp, så kan man nemt finde ud af det hele.
Til sidst indtastede vi tidspunkter for klipning. Her var vi grove og satte den til at arbejde hver dag, men med henblik på at skrue ned for slaveriet, når vi har mere erfaring med hvor hurtigt, og hvor meget den klipper.
Konklusion
Vi blev behageligt overrasket over den nemme opsætning, da vi er vant til udfordringer med nye teknologier. Men Husqvarnas app er både enkel og forståelig.
At en robotplæneklipper kan slå græsset pænt er ikke en overraskelse. Og at Husqvarna laver kvalitets robotplæneklippere kommer nok heller ikke bag på nogen, da de jo stort set har opfundet maskinen.
Til gengæld overrasker lydniveauet positivt, og ikke mindst den ekstra detalje, som Nera 310E kommer med. Nemlig en ekstra lille "EdgeCut" klipper, der er monteret bag på maskinen. Det betyder, at den kan slå helt op til kanten. Det foregår ved, at når maskinen finder kanten af græsplænen, så drejer den rundt og slår endnu tættere med den ekstra lille klipper, der når ud til bare få centimeter fra kanten.
Genialt.
Der er mange features, vi ikke kan nå at nævne; som hvordan man laver ekstra baner og forbinder dem. Eller hvordan man retter kortet ind, så det bliver helt nøjagtigt. Men kort sagt, så er det lige så nemt som selve opsætningen.
Til sidst skal nævnes, at det altid er en god idé at få din forhandler til at kigge på haven, før du køber en kabelfri robotplæneklipper.