Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kongerigets skønneste plet bliver til naturområde
"Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige."
Sådan sagde Kong Frederik VI i 1824, da han red gennem Grønnestrands unikke landskab i Han Herred på kanten af Thy og Vendsyssel i Nordjylland. Her nød kongen de storslåede vidder med klitter og hede ved Jammerbugten mellem Thorup Strand og Svinkløv.
200 år senere har Den Danske Naturfond sammen med Nordea-fonden sikret den skønneste plet i kongeriget.
Naturfonden har frikøbt 270 ha af Danmarks smukkeste natur for at beskytte naturen for altid. Området er truet af tilgroning, invasive arter, dræning og forurening med næringsstoffer og okker. Det skal der nu rettes op på.
Grønnestrands mange truede og sjældne dyr og planter får flere og bedre levesteder, og der kommer nye muligheder for at opleve den storslåede natur. Området grænser op til statens Kollerup Plantage, så naturen får et sammenhængende naturområde på 400 ha svarende til 560 fodboldbaner.
Drømmen går endnu længere. Visionen er, at Grønnestrand er første skridt mod at udvikle et kæmpe naturområde på op mod 3.000 ha fra Thorup Strand i vest over Klim Bjerg ejet af Jammerbugt Kommune i syd til Svinkløv i øst.
Naturfondens formand, Bengt Holst, glæder sig over at give naturen mere plads og invitere alle til at opleve områdets særlige natur og historie.
- Alle natureksperter peger på, naturen skal have mere plads, hvis vi skal løse biodiversitetskrisen. Det sikrer vi nu ved Grønnestrand takket være det stærke samarbejde. Biodiversiteten får et tiltrængt løft, og alle får nye muligheder for at nyde det gode liv i naturen, siger Bengt Holst.
Nye naturoplevelser på vej
Der er ikke alene de vilde dyr og planter, som får det bedre. Grønnestrand kommer også til at byde på nye vandreruter, shelters, bedre formidling og meget mere, så familier, børn og ældre kan nyde det unikke landskab og de storslåede udsigter.
Det nye naturområde i Grønnestrand grænser op til et større, sammenhængende statsejet område med klithede i tilknytning til Kollerup Plantage mod sydøst. Det giver nye muligheder for at hjælpe naturen og udvikle friluftslivet på tværs af ejerskel i et endnu større naturområde på 400 ha.
- Vi ser frem til samarbejdet i området, hvor vi allerede arbejder på at bevare klitnaturen og give plads til hjemmehørende arter. Fremadrettet ønsker vi i endnu højere grad at fremme naturlige, dynamiske processer i større sammenhængende områder, og samtidig skabe gode muligheder for friluftslivet, så der er oplagte perspektiver i at tænke indsatserne sammen, siger skovrider Ole Noe fra Naturstyrelsen.