Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Beskyt hunden i sommervarmen: Det skal du gøre
Hedeslag, solskoldning, brændte poter.
Det er blandt andet, hvad sommerens varme kan føre med sig for hunde, hvis ikke de rette forholdsregler bliver taget.
- Generelt oplever vi, at mange hunde har svært ved at håndtere varmen, da de ikke er udstyret med svedkirtler på samme måde som mennesker, hvilket gør det vanskeligere at regulere kropstemperaturen hos de firbenede, siger chefdyrlæge Hanne Friis i en pressemeddelelse fra Anicura Danmark.
- Derudover polever vi også hvert år hunde, som er blevet solskoldet eller har fået brændte poter på den varme asfalt, og derfor er det vigtigt, at hundeejere er bevidste om de forskellige risici, siger hun.
Chefdyrlægen peger i den forbindelse på flere tiltag, som kan være medvirkende til at beskytte hunden mod varmen.
Sørg for vand og skygge
Hunde kan få hedeslag ved 20-25 grader, og derfor bør hundeejere tage sine forholdsregler.
- Hedeslag er en alvorlig og potentielt livstruende situation, som opstår, når hunden ikke er i stand til at skille sig af med overskydende varme. Derfor er det altafgørende, at hunde altid kan finde skygge, ligesom det også er vigtigt med adgang til koldt vand, hvilket vi blandt andet anbefaler, at man også har med, når man er på farten, siger Hanne Friis.
Pas på solskoldning
Risikoen for solskoldning stiger i takt med, at hunde befinder sig ude i solen i længere tid ad gangen. Vær opmærksom på hunden i solen, så den ikke bliver forbrændt.
- Nogle hunde bliver lettere solskoldede end andre. Det gælder især hunde med lys pels og hunde med meget lidt eller ingen pels, da disse hunde ofte har lysere og mere sart hud. Symptomerne på solskoldning kan være svære at spotte, men de vil sommetider vise sig som rødme af huden, tørrede øreflipper, hårtab, hudsår og hudinfektioner, siger chefdyrlægen.
Gå ture om morgenen og om aftenen for at undgå den kraftige sol midt på dagen på de varme sommerdage, lyder anbefalingen fra Hanne Friis.
Derudover findes der solcreme til hunde, som kan påføres på hundens udsatte områder som eksempelvis snyde, ører, mave og omkring øjnene.
Undgå brændte poter
Varmeskadede poter er der også øget risiko om sommeren. Asfalten kan blive meget varm i solen, og det kan føre til smertefulde forbrændinger på hundens følsomme trædepuder.
- Brandskader på poterne vil ofte vise sig ved, at hunden begynder at halte eller slikke sig på poterne, fordi de er meget ømme - ligesom trædepuderne også kan begynde at rødme. Derfor handler det i høj grad om, at man undgår gåture i de timer, hvor solen er stærkest, da det er medvirkende til, at asfalten bliver meget varm.
- Du kan med fordel teste varmen på asfalten ved at lægge din håndflade på overfladen i et par sekunder - hvis det er for varmt for dig, er det også for varmt for din hund, siger chefdyrlægen.
Hanne Friis anbefaler også at opsøge dyrlæge, hvis hunden ikke kan gå på poterne af smerte. Så kan dyrlægen nemlig igangsætte den rette behandling.