Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Avant med ny batteriteknologi
Med de to nye modeller e513 og e527 træder den finske producent Avant ind i tredje generation af batteridrevne minilæssere. Og ligesom med de tidligere udgaver er minilæsserne forsynet med ny teknologi.
Denne gang har maskinernes vigtigste komponent fået en stor overhaling.
Det er selvfølgelig batterierne, der er tale om, og de nye modeller kommer med Avants egenudviklede OptiTemp lithium-ion batterier, som har et avanceret termisk styringssystem, der sikrer konstant kapacitet i både meget lave og høje temperaturer.
- Det er tale om en helt ny batterikonstruktion. Det nye er, at battericellerne er nedsænket i en væske, og det er unikt på læsserfronten, fortæller Jens Christiansen, salgskonsulent hos Avant Danmark.
De to minilæssere er stort set identiske, bortset fra batterierne. e513 kommer med et 13 kW lithium-ion batteri, og den større model e527 er på hele 27 kW.
Længere driftstid
Med de nye OptiTemp-batterier får man ikke bare længere og mere sikker drift, der er også andre fordele ved den nye teknologi.
- De nye lithium-ion batterier har ikke problemer med mange af- og opladninger, og det betyder, at vi kan benytte stort set 100 procent af batteriets kapacitet, siger Jens Christiansen.
Hertil kommer, at OptiTemp-batterierne hele tiden kan overvåges fra førersædet, så man hele tiden har styr på temperaturen.
Men selvfølgelig er arbejdsevnen et vigtigt element ved en batteridrevet maskine.
- Ved medium belastning er driftstiden op til seks timer på den store model. Og det er jo væsentligt, når man for eksempel skal køre med en løvsuger en hel dag på en kirkegård.
Økonomisk fordel
Som med alle andre batteridrevne maskiner, så er el-udgaven dyrere end den klassiske benzin- eller dieseludgave. Men her skal man have tungen lige i munden, for én ting er selve prisen, en anden er driften. Og her vinder el-udgaven i det lange løb.
- Hvis man bruger en maskine omkring 400 timer om året, så krydser el-udgaven efter fire dieselmaskinen med hensyn til udgifter. Og så bliver el-læsseren billigere i drift at køre med, forklarer Jens Christiansen.
Ifølge Jens Christiansen har kunderne taget rigtigt godt imod de nye minilæssere, som allerede er solgt til både professionelle og private kunder.
- Det er gået rigtigt godt. Vi er selv overrasket over, at de er blevet taget så godt imod, og vi har solgt omkring 15 maskiner siden marts.
Avant-minilæsserne kan lades med en almindelige type 2-oplader, og en fuld opladning tager lidt under tre timer for den lille model og under seks timer for e527. Bruger man en hurtigoplader kan man mere end halvere ladetiden.