Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
"Månedens plante" skal give sundere og mere robuste haver
Danskerne er vilde med at plante nyt i haven, men alt for mange nye planter mistrives eller dør.
Det vil tre af havebranchens aktører ændre med "Månedens plante". Projektet sætter fokus på sunde planter, som kan modstå dansk vejr og klima. Det skriver Haveselskabet - som står bag initiativet med Danske Planteskoler og Danske Havecentre - i en pressemeddelelse.
Aktørerne slår også et slag for at styrke dansk havekultur og gamle planter, som ellers risikerer at forsvinde.
Dyrket til danske forhold
Den første "Månedens plante" kom i marts, og projektet varer i første omgang til og med oktober.
Med introduktionen af månedens plante følger et portræt af planten og forslag til følgeplanter, som den gør sig godt med i haven.
- Når vi har med importerede planter at gøre, ved vi aldrig helt, hvilke midler, der er brugt under dyrkningen. I Danmark har vi tradition for at producere sunde planter af meget høj kvalitet, og sådan ønsker vi også, at det skal være i fremtiden, siger Louise Møller, der er gartner og landskabsarkitekt fra Haveselskabet, i pressemeddelelsen.
- Planteskolerne er fyldt med planter, som er dyrket i Danmark, og der findes så utroligt mange flere planter end dem, der står forrest på stativerne i supermarkederne og byggemarkeder. Vi vil gerne vise den mangfoldighed af planter, som er dyrket til netop danske forhold, siger hun.
Målet er succes i haven
Haveselskabet er en non-profit forening for haveejere og har i over 150 år rådgivet danskerne om ny viden om haven. Foreningen arbejder sammen med de to brancheorganisationer Danske Havecentre og Danske Planteskoler om at sikre sunde planter.
- Vi har samme mål om at give folk succes i haven. Det er vigtigt for os, at forbrugerne ved, at når vi nominerer en plante til "Månedens plante", er det fordi vi garanterer, at vi har afprøvet den og ved, at den trives i dansk klima, og at den er dyrket lokalt i Danmark, siger Morten Slot, gartner ved Gunnar Christensens Planteskole på Midtsjælland og en af kræfterne i tiltaget.
Inspiration hele året
For Martin Holmriis, der er gartner ved Gug Planteskole i Aalborg, er det væsentligt, at "Månedens plante" handler om at sælge kvalitet i stedet for nyheder.
- Det er helt unikt, at der på den måde er fokus på selve planten og dens gode egenskaber. Det er godt for forbrugerne, og jeg tror, at det kan løfte noget, siger Martin Holmriis.
- De planter, der udvælges, er egnede i danske haver hele året, og også næste år. Der er også træer og buske imellem de udvalgte planter, og det er jo typisk noget, man planlægger og ikke spontant køber, så på den måde kan det her inspirere haveejerne på lang sigt, siger han.
Årets plante
For Haveselskabet handler "Månedens plante" om at støtte den grønne branche i Danmark, siger Haveselskabets direktør, Charlotte Garby.
- Det er vigtigt at bevare den havefaglige viden og arbejdspladser i landet og sikre, at planterne produceres forsvarligt. Men det handler også om at styrke haveglæden hos den enkelte haveejer.
- Noget af det charmerende ved vores haver er jo netop, at de ikke alle ligner hinanden, men afspejler hvem vi er. Det kan vi jo kun, hvis der er mange planter at vælge imellem, siger Charlotte Garby.
Haveselskabet finder frem til månedens plante på baggrund af nomineringer fra medlemmer af Danske Planteskoler.
Sidst på året afholder Haveselskabet en afstemning om alle planterne og kårer en vinder, som bliver Årets Plante 2024.