Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Hestefolk red, kørte og gik for heste og ponyers velfærd
Arrangementet Agria Naturridt, som blev afholdt i weekenden, tiltrak et rekordstort antal ekvipager - i alt 1.138 personer - der ikke bare nød turen ud i naturen med hesten, men også bidrog til en værdifuld sag.
Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse om den landsdækkende begivenhed, der resulterede i en 15.000 kroner stor donation til dyrevelfærdsorganisationen Hestens Værn.
- Tak til alle deltagere for den fantastiske opbakning til Agria Naturridt 2024, siger Tine Stabell, direktør hos Agria Dyreforsikring, i pressemeddelelsen.
- Vi er helt overvældede af den kærlighed og dedikation, som danske hesteelskere har vist. Sammen har vi ikke blot samlet midler ind, men også skabt en betydningsfuld platform for at støtte sunde og glade heste, siger hun.
Del turen med hesten
Agria Naturridt er digitalt velgørenhedsarrangement, som fandt sted i weekenden mellem 31. august og 1. september.
Deltagerne skulle gennemføre en ridetur, køretur eller gåtur med hest i løbet af weekenden og dele et billede på sociale medier med hashtagget agrianaturridt.
For hver deltagelse donerede Agria Dyreforsikring 10 kroner til Hestens Værn.
Fortsætter arbejdet
Hos Hestens Værn er de meget taknemmelige for, at så mange ekvipager red for den gode sag i Agria Naturridt 2024, fortæller formand Julie Fjeldborg.
- Sikke mange skønne fotos af glade stunder i samvær med heste og ponyer i alle størrelser. Den store deltagelse og den store donation fra Agria har betydet, at vi nu kan hjælpe endnu flere heste til et bedre liv, siger hun.
- Hestens Værn vil bruge pengene til dyrlægesyn af syge heste og ponyer - dyr, som ellers ikke ville få hjælp, da deres ejere ikke har midlerne til at hjælpe dem. Så en stor tak til Agria for at gøre dette muligt, siger Julie Fjeldborg.
Donationen fra sidste års Agria Naturridt bidrog til Hestens Værns arbejde med at redde og rehabilitere nødstedte heste og ponyer.