Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Find æggene i haven nu og få færre dræbersnegle næste år
Den iberiske skovsnegl - eller i folkemunde: dræbersneglen - lægger æg i efteråret. Derfor er der grund til at gå på æggejagt i haven netop nu.
Det skriver Haveselskabet i en pressemeddelelse
- Det har været så ekstremt med snegle i år, at selv hvis man har givet den fuld gas med bekæmpelse i løbet af sæsonen, vil de stadig være nogle store snegle derude, som har klaret den - og som er klar til at lægge æg nu, siger Louise Møller, havefaglig redaktør hos Haveselskabet, i pressemeddelelsen.
- Derfor giver det rigtig god mening at gå på jagt nu. Jo flere æg man får ødelagt, jo færre snegle får man næste år, siger hun.
Et stort snegleår
En enkelt dræbersnegl kan lægge op til 400 æg på en sæson.
- Grunden til at vi har haft så mange snegle i år er, at betingelserne i det tidlige forår var de helt rigtige for sneglene; nemlig fugtigt og lunt vejr. Det er for tidligt at sige, hvordan vejret vil se ud om et halvt år. Men det er klart, at hvis vi får et fugtigt forår igen, og vi ikke har været i haven og fjerne æg, så risikerer vi at få rigtig, rigtig mange snegle næste år, siger Louise Møller.
- Derfor vil man som haveejer gøre sig selv en stor tjeneste ved at finde æggene nu, siger hun.
Find de mælkehvide æg
Haveselskabet er blevet kontaktet af mange haveejere om gode råd til at komme dræbersneglene til livs, og haveejerne er nemlig også opmærksomme på, at der også findes "gode snegle", lyder det.
Ifølge Haveselskabet er et godt sted at kigge efter dræbersneglenes æg i kompost- eller kvasbunker, under krukker, store sten og andre steder, hvor der er fugtigt, og hvor temperaturen ikke svinger for meget mellem dag og nat.
Dræbersneglene lægger sine æg i klumper på 20 til 40 styk. Æggene er mælkehvide som snebær, let ovale og cirka tre til fire millimeter. Andre snegleæg er som regel mere klare i farven.
For at gøre det af med dræbersneglenes æg, kan man enten træde på dem, eller tage dem op og sprede dem ud, så æggene får lys og sol. På den måde tørrer de ud eller bliver spist af fuglene.
- Et af de spørgsmål, vi ofte får i Haveselskabet, er, om man kan bruge sin kompost, hvis sneglene har lagt æg i kompostbunken. Og ja, det kan man sagtens, for når komposten spredes ud i et tyndt lag, kommer æggene op i overfladen og tørrer ud eller bliver taget af fuglene, siger Louise Møller.
- Mange er også stadig i tvivl, om det er til fare for andre af havens dyr, hvis man lægger sneglekorn ud. Det er det ikke - det er KUN sneglene, som ikke kan tåle det. Sneglekorn virker dig bedst på små snegle, og på denne årstid anbefaler vi derfor at fortsætte med bekæmpelse - at slå de dræbersnegle ihjel, man finder i haven ved at klippe dem over eller hælde kogende vand på dem - og at forebygge ved at fjerne så mange æg som muligt, siger hun.
Haveselskabet har desuden samlet de bedste tips til forebyggelse og bekæmpelse i guiden: "Den store guide mod dræbersnegle", som kan findes på deres hjemmeside.