Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Danske solsorte ramt af dødelig virus
Virusset Usutu, der overføres fra stikmyg til blandt andet fugle, er blevet påvist for første gang i Danmark. Statens Serum Institut har påvist myggesygdommen, der også kan gøre mennesker syge, i tre solsorte.
Det skriver Dansk Ornitologisk Forening / Birdlife Danmark i en pressemeddelelse
Foreningen har modtaget opkald fra danskere, som har fundet døde, døende eller svækkede solsorte i haver og parker.
- Siden begyndelsen af august har vi fået over hundrede henvendelser fra danskere, som har fundet døde solsorte eller observeret fugle med underlig adfærd. Måske har droslerne siddet apatiske på græsplænen og er så bukket under kort efter, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife, i pressemeddelelsen.
- Meldingerne er især kommet fra Syd- og Sønderjylland, og det stemmer med, at der er dokumenteret Usutu-virus i drosler i Slesvig-Holsten umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, siger han.
Vished om udbredelse
I forbindelse med disse meldinger efterlyser veterinærpatologer på Købehavns Universitet dødfundne eksemplarer for at blive klogere på den aktuelle situation og virussets udbredelse.
- Vi har på det seneste kun modtaget tre døde solsorte til obduktion, selv om der tilsyneladende er mange meldinger om dødsfald. Vi håber at modtage flere fugle, så vi kan få vished om udbredelsen af Usutu-virus i danske fugle, siger Tim Kåre Jensen, veterinærpatolog, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Sektion for Patobiologi, Københavns Universitet.
- Det er vigtigt, at døde solsorte fryses ned, straks de bliver fundet, og derpå sendes til os. Spurvefugle går meget hurtigt i forrådnelse, så jo friskere de døde fugle er, desto bedre kan vi obducere dem, siger Tim Kåre Jensen.
Husk at tage handsker på
Dansk Ornitologisk Forening opfordrer danskerne til at indsende døde solsorte til obduktion og videre analyse for Utsutu-virus. Det kan man læse nærmere om på Patologivagtens hjemmeside
Foreningen gør opmærksom på, at veterinærpatologerne påpeger, at man skal huske at tage handsker på, når den døde fugl bliver puttet i en plastikpose og postet videre.
Det er primært personer med i forvejen svækket immunforsvar, der er i risikozonen for at blive syge af myggesygdommen. Der er dog ingen grund til at tage chancer, lyder det fra foreningen.
Mennesker og heste kan få influenzalignende symptomer med feber og hovedpine, hvis de får en Utsutu-infektion. I særligt alvorlige tilfælde kan det give centralnervøse forstyrrelser som nakkestivhed, lammelser og manglende motorisk kontrol.
Virusset bliver overført med myg, og myggene er mest aktive i sommerperioden og det tidlige efterår. Derfor er sandsynligheden for Usutu-virus i solsorte større om sommeren og i september, end de er om foråret.
Klimatiske forhold spiller også ind i forhold til smitterisikoen, lyder det. Høje temperaturer over en længere periode er en vigtig faktor for opformering af virus i fuglene.