Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Penge betyder mere end miljø
235.000 ton.
Så mange fødevarer, som kunne være blevet til måltider på danskernes middagsborde, ender i skraldespanden hvert år. En stor del af madspildet finder sted hos forbrugerne, og det har vist sig at være svært at ændre på.
Derfor har forskere fra Københavns Universitet nu spurgt 1.948 repræsentativt udvalgte danskere, hvad de tænker om madspild, og hvad der kan få dem til at ændre vaner.
- Deltagerne siger at de er meget enige i, at klimaet er en vigtig grund til at mindske madspild. Men når de så bliver bedt om at prioritere mellem forskellige grunde til at reducere spildet, viser det sig overraskende nok, at klimaet fylder relativt lidt: Kun 10 procent vælger "jeg ønsker at passe på klimaet" som den vigtigste grund, mens 27 procent vælger "jeg ønsker at spare penge" som den vigtigste årsag.
Det fortæller postdoc Camilla Falk Rønne Nissen, der har udført undersøgelsen sammen med professor Janus Mortensen og lektor Jacob Thøgersen som del af forskningsprojektet "Bekæmpelse af madspild - samspil mellem værdier, valg og vaner". Hun tilføjer:
- Undersøgelsen peger på, at vi måske skal tænke anderledes, end vi har for vane, hvis vi gerne vil motivere forbrugerne til at reducere madspild i hjemmet. Vi har brug for en grundig samtale om, hvad der egentlig betyder noget for os, hvis vi skal ændre de vaner, der fører til madspild. Klimaspørgsmålet motiverer nogle forbrugere, men langt fra alle.
Idealer over realiteter
Forud for spørgeskemaundersøgelsen havde Camille Falk Rønne Nissen lavet interviews med 28 unge danskere i alderen 18 til 34 år om deres forhold til madspild. Detaljerede sproglige analyser af interviewene viser, at de unge - ligesom mange af deltagerne i spørgeskemaundersøgelsen - er splittede mellem idealer og hverdagens realiteter:
- Når jeg taler med de unge om madspild, giver flere af dem udtryk for, at de godt ved, at der er et "rigtigt" svar; at de bør sige, at det handler om at hjælpe klimaet. Men det er ikke altid det regnskab, der vejer tungest hos dem. Det økonomiske regnskab er ofte mindst lige så vigtigt. Mange siger også, at det er svært at omsætte idealerne til virkelighed. Og så er de generelt usikre på, hvor stor forskel de kan gøre på egen hånd, forklarer Camilla Falk Rønne Nissen.
Mit eller samfundets ansvar?
Netop det individuelle ansvar er et tema i spørgeskemaundersøgelsen, hvor informanterne bliver spurgt, om det er deres eget eller andres ansvar at gøre noget ved madspild. Og her svarer unge og ældre meget forskelligt.
- Kun 27 procent af de unge mellem 18 og 24 år er helt enige i, at reduktion af madspild er den enkeltes ansvar. Omvendt er 50 procent af de ældre i aldersgruppen 60-64 helt enige i udsagnet om, at det må være den enkeltes eget ansvar, siger Janus Mortensen og uddyber:
- Vi har en hypotese om, at generationsforskellene blandt andet kan handle om noget så konkret som madkundskaber - altså viden om madvarer og erfaring med at begå sig i et køkken. De yngre deltagere efterlyser i højere grad end de ældre viden om, hvordan de kan reducere madspild, fx hvordan rester kan bruges i madlavningen. De er også mere tilbøjelige til mene, at det ville hjælpe dem, hvis de fx havde en app på deres telefon, der kunne fortælle, hvilke varer i køleskabet der var ved at blive for gamle.
Forskerne ser deres undersøgelse som en invitation til en samtale om madspild, og om hvordan vi kan komme det til livs. Derfor er titlen på rapporten Lad os tale om madspild.
- Hvis vi skal rykke noget ved danskernes holdninger til madspild og opnå adfærdsændringer, bliver vi nødt til at have nogle åbne samtaler om svære emner såsom individuelt over for kollektivt ansvar i kampen mod madspild, ligesom vi også må tale fordomsfrit om, hvad der kan - eller bør - få os til at ændre adfærd. Er det for eksempel klimabevidstheden, vi skal appellere til, eller er det i virkeligheden mere effektivt at gå andre veje? spørger Janus Mortensen.