Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Maskiner under Broen vender stærkt tilbage
Beslutningen om at fortsætte Danmarks mest centrale, grønne maskinmesse er netop blevet truffet af messeudvalget hos arrangøren Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg.
Det sker i kølvandet på en succesfuld udgave af Maskiner under Broen i år. Her blev både rekorden i antal af udstillere og gæster slået endnu en gang, og den efterfølgende spørgeskemaundersøgelse viser, at hele 96 procent af gæsterne vil besøge messen igen.
Dermed er der ingen tvivl om, at Maskiner under Broen har vist sit værd, fastslår formand for Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg, Lasse Lindholm.
- At praktisk talt samtlige gæster siger, at de gerne vil besøge messen igen, er voldsomt imponerende, men det understreger samtidig den følelse, vi alle sammen sidder med: Maskiner under Broen fungerer simpelthen. Logistikken forløber fuldstændigt glat, udstillerne viser hele viften af løsninger, og det er de rigtige, professionelle gæster, der kommer. Det er netop den nede-på-jorden-maskinmesse, som branchen har brug for, så jeg er overbevist om, at Maskiner under Broen er kommet for at blive, siger Lasse Lindholm.
Enigt messeudvalg
Efter opbakningen til Maskiner under Broen '24 er det ikke en svær beslutning at lade messen fortsætte, fortæller formand for messeudvalget hos Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg, Birger Pedersen.
- Tilbagemeldingerne fra årets messe giver jo blod på tanden, så naturligvis kører vi videre. Det er der fuld enighed om i messeudvalget, for Maskiner under Broen har etableret sig som et omdrejningspunkt i branchen, og det synes jeg, at vi alle sammen kan være stolte over. Samtidig er placeringen midt i landet vigtigere end nogensinde, særligt nu hvor Have & Landskab rykker længere mod øst, forklarer han og understreger, at der ikke er brug for nævneværdige forandringer til det succesfulde koncept.
- Messen ligger, hvor den skal, og rent fysisk kan vi simpelthen ikke udvide mere. Det synes jeg til gengæld heller ikke, at der er brug for, og tilbagemeldingerne fra gæsterne viser jo også, at de sætter stor pris på Maskiner under Broen i sin eksisterende form, siger Birger Pedersen.
Masser af roser fra deltagerne
Netop nu sidder messeledelsen og analyserer de mange svar, som både gæster og udstillere har givet i tilfredshedsundersøgelsen efter Maskiner under Broen ´24, og det er heldigvis langt mere ros end ris, fortæller udstillingsleder Erik Nissen.
- Det taler jo for sig selv, at 96% af gæsterne ville komme igen. Men det er også rart at se, at halvdelen af gæsterne melder tilbage, at de har fundet en ny leverandør eller samarbejdspartner på årets messe. Det viser, at Maskiner under Broen er stedet, hvor fagfolk mødes om nye løsninger og muligheder, siger Erik Nissen, der som udstillingsleder selv har fået mange rosende ord med på vejen. Han er dog også klar over, at træerne sjældent vokser ind i himlen.
- Der er selvfølgelig plads til forbedring. Eksempelvis vil vi lægge os i selen for at være endnu hurtigere til at lange mad over disken på åbningsdagen. Og når vi tegner messearealet op til MUB26, kan det være, at vi fjerner en stand eller to, for vi vil hellere have, at der er god plads til alle og et godt publikumsflow forbi standene, end at vi for enhver pris vil have presset ekstra udstillere ind, pointerer udstillingslederen.